Nedrivningsarbejder skaber store mængder affald. Det meste af affaldet består af materialer, som kan genanvendes. For at materialerne kan genanvendes uden tilladelse, må de ikke være forurenede.
På baggrund af en miljøkortlægning vil det normalt kunne sikres, at byggematerialer med farlige stoffer kan fjernes ved kilden. Dette kræver omhyggelig planlægning af nedrivningsarbejdet, som typisk bør overlades til professionelle.
Uforurenede materialer af:
- natursten, fx granit og flint
- rene uglaserede tegl- og mursten
- rent beton
- blandinger af natursten, uglaseret tegl/mursten og beton
kan man efter forarbejdning frit anvende som erstatning for primære råstoffer (naturlige sten- og grus materialer). Med forarbejdning menes nedknusning til en materialestørrelse, der svarer til naturlige sten- og grusmaterialer. Hvis du fx ønsker at anvende materialer pkt. 1 – 4 som erstatning for bundsikringsgrus, vil du skulle nedknuse det til en materialestørrelse 0-80 mm.
Du må oplagre uforurenet bygge- og anlægsaffald på stedet i op til 1 år uden tilladelse.
Ved uforurenet bygge- og anlægsaffald menes bygge- og anlægsaffald, som med en høj grad af sikkerhed ikke indeholder forurenende materialer eller stoffer i et sådant omfang eller af en sådan art og koncentration, at anvendelsen kan have skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed.
Affaldet må ikke indeholde forurenende stoffer, herunder stoffer, der kan give anledning til forurenende nedsivning til jord eller grundvand, som fx imprægneret træ, PCB-fugemasse, tjære, sod, rester af maling og lak.
Som bygherre har du ansvaret for, at
- reglerne bliver overholdt
- affaldet sorteres og behandles korrekt
- sikre at anvendelsen af materialerne ikke er i strid med Byggeloven, Planloven, Natur- og/eller Miljøbeskyttelsesloven.
Hvor rent skal dit affald være for at kunne genanvendes?
Se oversigten over grænseværdier for forurenede og farlige stoffer i bygge- og anlægsaffald (pdf).