Gå til hovedindhold

Solceller?

Skal du have solceller? Der kan være flere bestemmelser, du skal tage hensyn til, hvis du vil opsætte solceller på din ejendom.

Indhold

    Du har som ejer ansvaret for at overholde de gældende regler, når du vil opsætte solceller. Selvom solcelleanlægget måske ikke kræver en byggetilladelse, kan de godt være omfattet af anden lovgivning som fx lokalplaner, tinglyste servitutter, byplanvedtægter, naturbeskyttelsesloven og fredninger.

     

    Hvis du vil etablere solceller

    Inden du investerer i solcelleanlæg, er det vigtigt, at du undersøger om din ejendom er omfattet af en lokalplan, byplanvedtægt eller tinglyste servitutter. Her kan der muligvis være bestemmelser, som regulerer solcelleanlæg som fx deres placering, materialevalg eller udseende.

    Ønsker du at opføre et solcelleanlæg i strid med en eventuel lokalplan, byplanvedtægt eller servitut, kræver det en tilladelse.

    Tjek planerne for dit område via vores side med lokalplaner

    Tjek info om solcelleanlæg på sologvind.dk (På hjemmesiden i menuen til venstre skal du "tænde" for data under 'Solcelleanlæg' - herunder 'Solceller på tage' - og herunder tænder du for 'Solindstråling på tagflader' og 'Solindstråling på bygninger')

    Som led i den grønne omstilling har Klimapartnerskabet for Energi fået udarbejdet en teknisk screening af potentialet for solceller på store bygningstage i Horsens Kommune.

    Screeningen baserer sig på data fra BBR-registret og satellitbaseret analyse via Google Solar API. Fokus har været på bygninger med tagareal over 250 m² – primært erhvervsejendomme.

    Kontakt os, hvis du ønsker at se, hvilke tage, det drejer sig om samt deres formodede potentiale.

    Nyttige hjemmesider

    Besøg Business Horsens' hjemmeside.

    Besøg Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

    Solcelleanlæg, der ændrer den statiske virkemåde, eller som ændrer lastpåvirkningen af et eksisterende tag med mere end 5 %, kræver byggetilladelse jf. B18 § BR18, § 5 punkt 4.

    Er du i tvivl, bør du få en vurdering af en professionel rådgiver.

    Ændres der ikke på den eksisterede konstruktion i et omfang som modstrider B18 § BR18, § 5 punkt 4, kræver solcelleanlæg ikke byggetilladelse, såfremt solcelleanlægget holdes inden for tagets vandrette udbredelse, og såfremt den samlede højde ikke overstiger 8,5 meter jf. BR18 § 176.

    Solcelleanlæg på flade tage, der er højere end 1 meter over eksisterende tagflade vurderes at være en bygningslignende konstruktion, og er derved omfattet af krav om byggetilladelse.

    Ovenstående gælder for

    • Bebyggelse i områder med anden type bygning end enfamiliehuse, tofamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse samt garager, carporte, udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende i tilknytning hertil.

    Solcelleanlæg på terræn er en selvstændig konstruktion, der er omfattet af byggelovens § 2, stk. 2. I henhold til byggelovens § 16, stk. 1 kræver de en byggetilladelse.

    Ovenstående gælder for

    • Bebyggelse i byzone eller sommerhuszone i områder med anden type bygning end enfamiliehuse, tofamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse samt garager, carporte, udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende i tilknytning hertil.

    Du skal også undersøge, om din ejendom ligger i et fredet område. I nogle tilfælde kræver opsætning af solcelleanlæg dispensation fra fredningsnævnet.

    Er din ejendom omfattet af naturbeskyttelsesloven beskyttelseslinjer i forhold til sø, å, skov, strand osv., kan det også kræve en dispensation.

    Se hvad der gælder for din adresse på Danmarks Miljøportal.

    Hvis din ejendom er optaget i kommuneplanen med en bevaringsværdi fra 1 – 4, kan du ikke forvente at få tilladelse til at opsætte solcelleanlæg.

    Se, om din ejendom er bevaringsværdi på kulturarv.dk.

    Der må som udgangspunkt ikke opsættes solceller på fredede bygninger. Ændringer af fredede bygninger skal godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen.

    Ved opførelse af solfangere (vandbaserede solenergianlæg) og solcelleanlæg, skal du altid foretage en anmeldelse til BBR (Bygnings- og Boligregistret) med ejendommens adresse, anlæggets areal, samt anlæggets samlede effekt i kW.

    Læs mere om Bygnings- og Boligregistret på vores side om BBR.

    Du skal søge om tilladelse via selvbetjeningsløsningen Byg og Miljø. Systemet guider dig igennem processen.

    Læs mere og gå til Byg og Miljø via vores side om byggetilladelser.