Stormfloder og høje vandstande i Horsens Fjord påvirker særligt Horsens by.
Vi har de sidste par årtier haft en del oversvømmelser i Horsens by. Den største oversvømmelse var i 2006, som forvoldte en del skader i de lavere dele af byen.
En af byens store udfordringer er at beskytte Horsens by mod fremtidens stormfloder og mere vand i Bygholm Å, Dagnæs Bæk og Hansted Å. Vi arbejder allerede i dag på:
- at kortlægge sandsynligheden for oversvømmelse
- skaderne som oversvømmelserne kan forvolde
- hvordan vi bedst beskytter byen mod klimaforandringerne.
Klimaforandringer er ikke noget nyt, men vi oplever i disse år en hastigere forandring som vi er nødt til at forholde os til. Samtidig med at vi skal beskytte os mod vandet, skal vi også udnytte vandets potentiale til at skabe attraktive opholdssteder langs vandløbene, og i overgangene mellem by og vand ved havnen og langs kysterne.
Hvorfor kommer der en stormflod?
Hele jordklodens klima er under forandring. Det betyder, at vores jordklode bliver varmere og dermed bliver vandet i havene også varmere. Når vandet bliver varmere udvider det sig. Det får vandstanden i havene, og dermed også vandstanden i Horsens Fjord til at stige.
Der vil desuden komme flere storme, og dermed også hyppigere højvande og stormflod. Havvandsstigningen og stormfloder vil få konsekvenser for de områder, der ligger ud til kysten.
Det er særligt, når vi har en vindretning fra nord og nordøst, at der trykkes vand ind gennem Nordsøen i Kattegat og videre op i Østersøen. På samme tid fyldes Horsens Fjord. Det hober sig op, når vandet rammer kysterne og bunden af fjorden. Vandstanden stiger, og der opstår oversvømmelser. Vindstyrken og længden af stormen er vigtig for hvor stor en oversvømmelse vi oplever. Når vinden løjer af, kan vi opleve et tilbageskvulp fra vandet i Østersøen, der også kan give stormflod. Er der sammenfald med det daglige tidevands højvande forstærkes stormfloden.