Nu bliver den gemte Gudenå gravet frem
Danmarkshistoriens hidtil største EU-støttede vandplanprojekt skal nu realiseres. I dag markerede Horsens Kommune igangsætning af Vestbirkprojektet, som over det næste års tid skal genetablere det oprindelige løb af Gudenåen ved Vestbirk. En 1,7 km lang dæmning skal adskille Bredvad Sø fra den nyetablerede Gudenå.
Bredvad Sø som under vandspejlet gemmer på den oprindelige Gudenås forløb. Foto: Kim Aaen, NatureEyes.
På dæmningen ved Bredvad Sø kunne Horsens Kommunes borgmester Peter Sørensen sammen med skovrider Søren Hald fra Naturstyrelsen i dag officielt markere igangsætningen af det, der er Danmarks største vandløbs-restaureringsprojekt efter Skjern Å-projektet. Med Vestbirkprojektet bliver Gudenåens oprindelig forløb gravet frem fra bunden af Bredvad Sø, og de oprindelige åsving nordøst for Vestbirk Vandkraftværk bliver genskabt. Restaureringen får den afledte gevinst, at Gudenåens naturlige fald bliver genskabt, ikke bare i Bredvad Sø, men på en 9 km lang strækning.
- Det er virkelig fantastisk, at vi efter flere års grundig planlægning nu er i gang. Vi gennemfører det store vandløbsprojekt i tæt og godt samarbejde med Naturstyrelsen, så Gudenåen i løbet af 2026 atter vil slynge sig i sine naturlige folder i Vestbirk-området. Som kommune har vi en stor opgave i at sikre god tilstand i kommunens vandløb, og Vestbirkprojektet er et historisk løft for vores vandmiljø. Jeg ser frem til at følge, hvordan projektet vil styrke både biodiversiteten, vandkvaliteten og vores fælles natur i mange år fremover, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.
Som et billede på, at en stor del af vandet fra Bredvad Sø snart skal finde vej tilbage i Gudenåen, åbnede Peter Sørensen og Søren Hald i samarbejde frislusen på dæmningen for at erklære projektet igangsat.
Vandløbsrestaureringen vil få stor betydning for Gudenåens fisk og smådyr - ikke bare for den del af Gudenåen, der løber i Horsens Kommune, men fra Gudenåens udspring i Tørring helt ned til Mossø.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus siger:
- Det er svært ikke at blive begejstret, når jeg ser det historisk store projekt, der går i gang ved Vestbirk i Horsens Kommune. Det er et godt eksempel på, hvordan kommunerne tager ansvar for et bedre vandmiljø sammen med Naturstyrelsen. Og det er den retning, som vi skal gå i det grønne trepartsarbejde.
Gudenåen graves frem fra søen
I over 150 år har Gudenåen været opstemmet ved Vestbirk til vandkraft, først til fabriksdrift og herefter til egentlig vandkraft. I forbindelse med etableringen af Vestbirk Vandkraftværk i 1924 blev Vestbirksøerne (kraftværksøerne) dannet. Nu skal Gudenåen slippes fri. For at genskabe fri passage for fisk og smådyr gennem Gudenåen, har Horsens Kommune her valgt at føre åen tilbage til sit gamle forløb både gennem Bredvad Sø og ved Vestbirk Kraftværk.
Den første store øvelse gå ud på at genskabe Gudenåen i den vestlige del af Bredvad Sø, hvis vandspejl i dag dækker den oprindelige Gudenå. Etablering af en 1,7 km lang dæmning på langs i søen vil gøre det muligt at bevare den østlige del af søen, mens den genskabte å kommer til at slynge sig i den nedlagte vestlige del af søen.
Naturstyrelsen, som ejer Vestbirksøerne og de omkringliggende arealer, kan styre vandmængderne i Bredvad Sø ved hjælp af frislusen. For at gøre det muligt for entreprenørmaskinerne at komme i gang med at grave slam op fra søbunden og gøre klar til dæmningen, sørger Naturstyrelsen for at holde vandspejlet i Bredvad Sø forholdsvis lavt.
Tak til lodsejerne og tak for lån til Gudenåen
De private lodsejere fra lokalområdet, som har areal ned til Gudenåen, var inviteret med til dagens markering af igangsætningen af Vestbirkprojektet. I sin tale til de fremmødte sendte borgmester Peter Sørensen en stor tak til lodsejerne for godt og konstruktivt samarbejde omkring projektet.
- Jeg vil gerne sige tak til de berørte private lodsejerne. Uden deres velvilje og samarbejde ville vi ikke kunne realisere det her storslåede naturprojekt. Jeg anerkender fuldt ud, at det kan skabe bekymringer, når man hører om et projekt, der skal realiseres i ens baghave. Men jeg ved også, at der er fundet løsninger, som sikrer, at de, som bor i området og nyder godt af den skønne natur, både vil kunne nyde en genskabt Gudenå og samtidig fortsat vil kunne nyde Vestbirksøerne, siger Peter Sørensen.
Søren Hald fra Naturstyrelsen gav også udtryk for sin begejstring for, at en af de mest spektakulære vandløbsstrækninger i landet nu bliver genskabt. Og han takkede Gudenåen for lån af vandet i alle de år. Nu får Gudenåen vandet tilbage.
De sidste spærringer bliver fjernet og proppen trækkes
Der skal over det næste års tid graves og flyttes rigtig mange kubikmeter jord og vand. Den helt store milepæl bliver, når kommunen til efteråret kan trække proppen og lede den del af Gudenåen, der i dag løber til Vestbirk Vandkraftværk gennem Vestbirksøerne, tilbage til Gudenåens naturlige forløb. På strækningen mellem Bredvad Sø og vandkraftværket får Gudenåen for første gang i 100 år sin fulde vandføring tilbage, hvormed Døde Å bliver genoplivet.
Når restaureringsprojektet er gennemført, vil de sidste spærringer i Gudenåen i Horsens Kommune være fjernet. Vandet får frit løb, og alle åens dyr kan frit bevæge sig på langs ad Gudenåen. Åens fisk får adgang til langt flere gydeområder og bedre levebetingelser.
Det er Horsens Kommunes forventning, at anlægsarbejdet vil være færdigt ved slutningen af 2026.
Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke muligt at færdes i området, mens anlægsarbejdet foregår. Horsens Kommune har lavet aftale med Vestbirk Camping om at give adgang til søbredden på campingpladsens areal. Herfra er et godt kik ud over vandet, hvorfra skovgæster og andre interesserede er velkomne til at følge projektets udvikling i løbet af 2026.
Der er mere information at hente på horsens.dk/vestbirkprojektet, hvor man løbende vil kunne holde sig opdateret under anlægsperioden.
De fremmødte kunne få mere viden om projektet fra blandt andre Horsens Kommunes projektleder Peter De Santana Eskildsen. Foto: Horsens Kommune.
Mange lodsejere trodsede den bidende kulde og og deltog i markeringen på dæmningen ved Bredvad Sø. Foto: Horsens Kommune.
FAKTA
Horsens Kommune gennemfører projektet i tæt samarbejde med Naturstyrelsen, der ejer Vestbirk Vandkraftværk, Vestbirksøerne, Banestien mellem Horsens og Silkeborg og Den Genfundne Bro, som samlet udgør størstedelen af projektområdet.
Kommunen har indgået aftale med entreprenørvirksomheden Arkil A/S, som udfører anlægsarbejdet i løbet af 2026.
Projektet er fuldt finansieret af Fiskeristyrelsen med medfinansiering fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.
Projektet bunder i EU's vandrammedirektiv og statens vandområdeplaner (som blandt andet har til formål at sikre god økologisk tilstand i alle vandområder, herunder vandløb og søer). Staten har peget på, at der skal skabes fri passage ved Vestbirk Vandkraftværk.
Gudenåen ved Bredvad Sø efter 2026. Adskilt med en dæmning bliver den østlige del af Bredvad Sø bevaret, mens den genskabte å kommer til at slynge sig i den nedlagte vestlige del af søen. Illustration: Horsens Kommune.
Dæmningen mellem Bredvad Sø og den genskabte Gudenå. Kernen består af geotubes (store tekstilposer) fyldt med sand og jord fra projektområdet. Yderlaget af næringsfattigjord skaber de bedste betingelser for, at dæmningen udvikler sig til artsrig natur. Illustration: Horsens Kommune.
Ved Vestbirk Vandkraftværk nedlægger Horsens Kommune det stejle stryg, som i dag udgør en spærring for åens dyreliv. Åens vand føres tilbage til 900 meter genskabte åsving. Illustration: Horsens Kommune.