Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Nominer dit favoritbyggeri eller yndlings-byrum til Arkitekturprisen 2023

Igen i år uddeler Horsens Kommune Arkitekturprisen til de arkitektonisk mest vellykkede bygninger og byrum af nyere dato. Den prisværdige arkitektur skal udpeges af kommunens brugere og borgere, som alle opfordres til at nominere deres personlige favorit-projekt.

03. maj 2023

Indhold

    • Læs op

    Søndergade i Horsens vandt kategorien Bedste Byrum i 2022. I år kan du pege på lige præcis dét byggeri eller byrum, som du mener skal nomineres inden for en af de fire kategorier til Arkitekturprisen 2023. Foto: Horsens Kommune.

    I løbet af de næste tre måneder - indtil den 1. august - kan alle interesserede borgere og virksomheder være med til at sætte fokus på den lokale arkitektur i Horsens Kommune ved at nominere et projekt til kommunens Arkitekturpris 2023.

    Horsens Kommune uddeler prisen, som gives i flere kategorier, i forbindelse med fejringen af Arkitekturens Dag mandag den 2. oktober 2023.

    Alle opfordres til at melde deres favoritbyggeri eller -sted ind, så det kan indgå i konkurrencen. Kommunen håber ikke mindst at modtage gode eksempler og beskrivelser på, hvordan arkitektonisk god kvalitet i de fysiske omgivelser opleves at have en positiv betydning for hverdagslivet. Stadsarkitekt ved Horsens Kommune Jesper Pagh beskriver, at den gode arkitektur i denne sammenhæng ikke defineres ved interiør eller eksklusive løsninger, men rettere handler om sammenhæng med omgivelserne, om stemninger og den merværdi, bygninger og anlæg giver for offentligheden:

    - Arkitektur kan så meget mere end at sikre smukke og spændende bygninger. Det handler også om at vise forståelse for de kvaliteter og sammenhænge, der allerede er i et givent område. Livet leves også mellem husene, og når bygninger og byrum fungerer godt, indbyder de til ophold, møder, pauser og små oplevelser i hverdagen - og danner de bedst mulige rammer for de mennesker, der skal bruge stedet, siger Jesper Pagh.

    Horsens Kommune lægger vægt på, at det er alle og enhver - borger som virksomhed - der kan nominere et projekt. Kommunen håber på mange forslag til nomineringer med folks beskrivelser af, hvordan projektet opleves og har indflydelse på hverdagen.

    - Hvad er det, der gør projektet helt særligt for dig og for omgivelserne? Hvorfor synes du, det er et rart sted at være og at mødes? Hvad er det, der gør, at det fungerer rigtig godt? Man skal huske at begrunde sin nominering - og i vores vurderinger kommer vi til at holde det op imod parametrene i vores arkitekturpolitik. Det vægter højt i forhold til nomineringerne, i hvor stor grad et projekt taler ind i politikken og dens pejlemærker, siger Jesper Pagh. Han er med i det faglige bedømmelsesudvalg, som til august skal udvælge, hvilke af de nominerede projekter, der skal gå videre i konkurrencen.

    Hvordan styrker projektet Horsens, hvordan er projektet en god nabo, og hvordan forholder projektet sig til hverdagslivet, der leves i området? Disse tre parametre er grundstenen i Horsens Kommunes Arkitekturpolitik. Forholder projektet sig til disse, vil det være oplagt at nominere det til Arkitekturprisen 2023.

    En konkret og meget vigtigt faktor herunder er, hvordan et nomineret projekt er tænkt ind i omgivelserne og området, hvor det er opført - hvordan det "møder" stedet. Dette handler blandt andet om farver, placering på grunden, beplantning, højde og drøjde, nyt kontra gammelt med mere.

    Er du gået forbi et nyopført etagebyggeri, et gårdrum, en renoveret bygning eller andet, du mener fortjener at blive hædret, så har du muligheden nu for at indsende dit forslag til en nominering. Det kan også være dit eget private eller din virksomheds projekt, du indsender. Du er selvfølgelig velkommen til at sende mere end ét forslag.

    De nominerede projekter skal ligge inden for kommunegrænsen og være færdigopført i perioden 2021-2023.

    I år kan alle nominere deres favoritter i fire kategorier:

    Muligheden for at sende nomineringer er åben indtil 1. august og foregår via en digital blanket:

    https://indberetning.horsens.dk/horsens/Login/LoginAnonym?returnUrl=/horsens/Opret/57007cc81d264/

    Det faglige bedømmelsesudvalg vil udvælge fem nominerede i hver kategori. Ud over de fire kategorier kommer der igen i år en publikumspris. Denne er alles mulighed for at stemme på deres favorit blandt de 20 udvalgte nominerede.

    Hvilke projekter, der kommer til at løbe med priserne, vil blive afsløret på selve Arkitekturens Dag den 2. oktober 2023.

    Horsens Kommune vil fra sensommeren løbende informere om de nominerede, om publikumsprisen, om programmet for Arkitekturens Dag og alt, hvad der i denne forbindelse vil blive arrangeret for at fejre arkitekturen og de gode projekter, der er i kommunen.
    Følg med på horsens.dk/ArkitekturensDag.

    Her finder man i øvrigt Horsens Kommunes Arkitekturpolitik og den netop vedtagne Byrumsplan. Begge er med til at sætte kursen for byudvikling og skal være med til at understøtte og sikre, at der er kvalitet i byerne. De bruges som dialogværktøjer over for blandt andet udviklere og skaber afsæt for nye projekter og initiativer.