1 mio. kr. i støtte til klimatiltag og energiforbedringer for forsamlingshuse, klubhuse og lignende
Forsamlingshuse, medborgerhuse og lignende fælleshuse i de små lokalsamfund kan blive energiforbedret med økonomisk støtte fra Horsens Kommunes Oplandspulje. Tiltag som fx isolering og solceller skal sikre foreningerne en lavere varmeregning og samtidig være med til at reducere CO2-udslippet.
)
I Gangsted er det nu muligt at søge støtte til forbedringer af landsbyens forsamlingshus. Alle kommunens landsbyer og lokalcenterbyer kan søge om midler fra Puljen til natur- og klimaforbedrende tiltag. Foto: Horsens Kommune.
De seneste års stigende udgifter til opvarmning rammer også de små lokalsamfunds fællesbygninger. Mange af bygningerne er dårligt isolerede og er opvarmet med enten olie eller gas. De højere varmeregninger betyder færre penge til at stable fællesaktiviteter på benene for de foreninger, som driver forsamlingshusene, klubhusene og lignende.
På den baggrund har Horsens Kommunes byråd besluttet at give foreningerne en håndsrækning i form af økonomisk støtte til blandt andet energiforbedringer af fælleshusene. I alt er 1 mio. kr. blevet øremærket til energieffektivisering, CO2-reducerende tiltag og andre klima- og naturforbedrende tiltag.
Jørgen Korshøj, som er formand for Oplandsudvalget, er meget glad for, at forsamlingshusene og lignende nu kan få hjælp til tiltag, som vil reducere driftsomkostningerne og være til gavn for klima og natur.
- I Oplandsudvalget har vi stort fokus på, at der skal værnes om fællesskabet i de små lokalsamfund. Fællesbygningerne danner rammer for mange gode aktiviteter, og de skal helst ikke lukke ned, fordi varmeregningen ikke kan betales. Set i lyset af hele energisituationen glæder det mig, at vi nu kan hjælpe til, at der kan laves klimaforbedrende og CO2-reducerende tiltag, der øger energieffektiviteten i forsamlingshusene og de lignende bygninger. Det er jo to fluer med ét smæk, da det både gavner økonomien og klimaet, siger Jørgen Korshøj.
Forhåbningen er, at mange foreninger nu vil kigge på, om fx hulrumsisolering, solceller, nye vinduer eller måske total udskiftning af varmekilde kan realiseres med den økonomiske støtte fra puljen. For at komme i betragtning til støtte skal ansøgerne kunne stille med medfinansiering på minimum 50 %. Desuden skal der redegøres for, hvor meget bygningens energiforbrug vil blive reduceret ved de ansøgte tiltag og hvor meget grøn energi, der eventuelt vil blive produceret.
Der kan også søges om økonomisk støtte til tiltag som gavner biodiversiteten. Projekter med henblik på CO2-reduktion kommer dog i første række, hvis der kommer flere ansøgninger end der er midler til i den afsatte pulje.
For at det skal være muligt for interesserede at komme i gang med forbedringer allerede i år, ligger ansøgningsfristen allerede den 21. august 2023. Dermed kan Oplandsudvalget nå at behandle ansøgningerne på udvalgsmødet efter sommerferien.
Ansøgerne kan være foreninger eller virksomheder med et almennyttigt formål, der ejer bygninger til brug for fællesskabet i landsbyer og lokalcenterbyer.
Læs mere om processen på kommunens hjemmeside: