Gå til hovedindhold
Børn og unge
Sundhedsfremme

Sundhedspleje for børn og unge

Få vejledning til, hvordan du giver dit barn en sund opvækst lige fra fødslen, til barnet går ud af folkeskolen.

Indhold

    Rådgivning om amning og ernæring

    Vidste du, at du ved sundhedsplejersken kan få råd og vejledning om dit barns ernæring herunder om amning?

    Alle sundhedsplejersker er særligt uddannede til at give ammevejledning.

    Kontakt din sundhedsplejerske, hvis du oplever problemer med amning eller har spørgsmål til det eller til dit barns mad i øvrigt.

    Du kan også finde støtte og vejledning på denforstetid.dk som er en en teori- og evidensbaseret hjemmeside.

    Få faglig viden, støtte, gode råd og praktiske tips om amning og spædbarnets første tid af de førende eksperter i Danmark. Læs artikler, se videoer og lyt til podcast om barnets første tid. 

    Anbefalinger om tilskud af d-vitamin

    Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn får d-vitamin dråber hver dag indtil de er 4 år gamle. Hidtil har det været anbefalet at give d-vitamin dråber, indtil barnet fylder 2 år. Hvis du har et barn mellem 2 og 4 år gammelt, og barnet ikke længere får d-vitamindråber, anbefaler vi, at du begynder med d-dråberne igen.

    • Børn, der får mere end 800 ml modermælkserstatning af et produkt, som indeholder mere end 1,3 mikrogram d-vitamin pr 100 ml færdig blanding, skal ikke have d-dråber.
    • Børn, som får en multivitaminpille, skal heller ikke have yderligere tilskud af d-dråber
    • Børn over 4 år og voksne anbefales at tage tilskud af d-vitamin i vinterperioden fra oktober til april.

    Spæd- eller småbørn

    • Er du gravid, og venter første barn eller har behov for/ønsker om yderligere hjælp eller støtte inden barnets fødsel, bliver du tilbudt et besøg af sundhedsplejersken i graviditeten. 
    • Er du udskrevet indenfor 72 timer efter fødslen, tilbyder vi besøg hos dig, når dit barn er 4-5 døgn gammel - også i weekender og på helligdage. Alle får tilbudt 3 besøg indenfor de første 5 uger, og derudover op til 3 besøg i det første leveår.
    • Du kan få besøg efter behov, hvis du eller sundhedsplejersken vurderer, at du har brug for det.

    Er du tilflytter til Horsens kommune og ønsker besøg af sundhedsplejersken?

    Kontakt Sundhedsplejens administration på telefon 76 29 31 00.

    Er du i tvivl, om dit barn trives?
    Se dette trivselsskema fra Region Midtjylland 

    Is your baby thriving?
    See this well-being questionnaire from Region Midtjylland. 

    Er du i tvivl om dit barns trivsel?

    Kontakt din sundhedsplejerske eller ring til Sundhedsplejens telefonvagt på 76 29 44 48 alle hverdage kl. 8.30 – 10.30.

    Er du forældre til spædbørn i første leveuge kan kontakte Mor Barn Afsnittet, Horsens Sygehus på 78 42 65 08 kl 9-15.

    Er dit barn syg eller har brug for lægehjælp, skal du kontakte din egen praktiserende læge eller vagtlægeordningen (https://www.regionshospitalet-horsens.dk/afdelinger/lagevagten/).

     

    Modermælk har en stor betydning for et barns sundhed og amning har også en stor betydning for tilknytningen mellem mor og barn. Langt de fleste kvinder kan amme uafhængigt af brystet og vortens udseende og form. Amning kommer ikke bare af sig selv men kan tage tid og være noget der skal læres. 

    Se film om de "Fire hovedbudskaber til etablering af amning"

    Filmen forklarer med fire enkle budskaber, hvordan man etablerer amning, og får en tryg start.

    Er du i tvivl om, hvordan du vurderer barnets teknik ved brystet? 

    Se video om hvordan barnet lægges til brystet

    Du kan også gratis downloade appen: Birth&Beyond (fra Global Health Media) via Apple app og Google play Under emnet ”Breastfeeding your baby” får du adgang til videoer om amning baseret på internationale standarder, og du guides igennem mange af de spørgsmål, du kan have til ammestillinger, sutteteknik og mælkeoverførsel.

     

    Håndudmalkning

    Håndudmalkning kan du anvende, hvis du fx har brug for at stimulerere din mælkeproduktion for at lokke barnet til brystet, eller hvis du er adskilt fra dit barn. Håndudmalkning er blid og effektiv.

    Det kan være en god idé at øve sig på håndudmalkningen inden, at mælken er løbet til og mens brystet stadig er blødt. Det kan være rart at være fortroligt med håndudmalkning før eventuelle problemer opstår.

    Se video om håndudmalkning på Regionshospitalet Horsens hjemmeside

    Ernæring med flaske

    Der kan være forskellige grunde til at vælge at give sit barn flaskeernæring. For nogle forældre er det et oplagt valg. For andre er det en nødvendig beslutning, hvis problemerne med amning er for store.

    Læs mere om flaskeernæring på Regionshospitalet Horsens hjemmeside

    Har du spørgsmål?

    Oplever du problemer med, eller har spørgsmål til, amning eller dit barns ernæring, så kontakt din sundhedsplejerske eller ring på Sundhedsplejens telefonvagt:

    Telefon: 76 29 44 48 - alle hverdage kl. 8.30-10.30

    I Danmark bliver børn tilbudt vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR-vaccination) som del af børnevaccinationsprogrammet, når de er henholdsvis 15 måneder og 4 år.

    Se mere om vaccinationer på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

    Det kan godt blive for koldt til, at du kan lade dit barn tage en lur i frostgrader.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen må børn ikke sove udenfor, hvis det er koldere end minus 10 grader.

    Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger på deres hjemmeside

    Skolebørn

    Når dit barn går i børnehaveklasse, bliver du og dit barn inviteret til indskolingsundersøgelse ved sundhedsplejersken. Forud for undersøgelsen vil både du og dit barn blive bedt om at udfylde et elektronisk spørgeskema om barnets sundhed og trivsel. Spørgeskemaet danner grundlag for indskolingsundersøgelsen. 

    • Sundhedsplejersken taler med dig og dit barn om barnets sundhed og trivsel. Desuden vil I tale om de helbredsmæssige forhold i dit barns opvækst, der kan have betydning for skolegangen.
    • Sundhedsplejersken undersøger syn, hørelse og farvesans, og dit barn bliver målt og vejet. Sundhedsplejersken laver også en simpel motorisk screening.
    • For at give samtalen og undersøgelsen god kvalitet, er det nødvendigt, at du som forælder eller en pårørende er med.

    I 1. eller 2. klasse tilbyder sundhedsplejersken screening af dit barn mht. syn, højde og vægt.

    I løbet af 5. klasse inviterer sundhedsplejersken dit barn til en sundhedssamtale. Her vil dit barn blive målt, vejet og få lavet synstest.

    Sundhedsplejersken tilbyder også pubertetsundervisning i grupper.

    Forud for sundhedssamtalen bliver dit barn bedt om at udfylde et elektronisk spørgeskema, som vil danne grundlag for samtalen med sundhedsplejersken.

    I slutningen af 8. klasse bliver dit barn inviteret til udskolingsundersøgelse, som er en individuel samtale med og undersøgelse af dit barn på baggrund af dit barns egne ønsker, behov og vurdering af egen sundhed, udvikling og mental trivsel. 

    Forud for udskolingsundersøgelsen bliver dit barn bedt om at udfylde et elektronisk spørgeskema, som vil danne grundlag for samtalen med sundhedsplejersken.

    Som forælder til et skolebarn vil du blive bedt om at give et generelt samtykke til, at dit barn må deltage i de rutinemæssige undersøgelser på alle klassetrin. Samtykket gives elektronisk og gælder hele skoleforløbet.

    Udover samtykke til at barnet må deltage i de rutinemæssige undersøgelser, skal du give særskilt samtykke til at udfylde spørgeskemaet om dit barns sundhedsforhold. Der skal altså sættes 2 krydser til samtykke.

    Tilbud om behandling af børn og unge med overvægt

    Vi tilbyder hjælp, støtte og vejledning til at stoppe vægtøgning. Familier med børn/unge mellem 3-18 år, som er overvægtige og ønsker at ændre livsstil, kan deltage.

    I kan læse meget mere om tilbuddet i denne brochure (pdf)

    Kontaktoplysninger

    Holmboes Alle 2, 6. sal
    8700 Horsens

    Rita Øhlenschlæger, konstitueret ledende sundhedsplejerske
    Mobil: 21 33 37 51

    Dorthe Lading, sekretær 
    Telefon: 76 29 31 00. Mobil: 20 13 22 45

    Send sikker mail til Sundhedsplejen (kræver MitID)

    Vagttelefon

    Du kan træffe en sundhedsplejerske alle hverdage 8.30-10.30
    på vores vagttelefonnummer: 76 29 44 48

    Er du tilflytter til Horsens kommune og ønsker besøg af sundhedsplejersken?

    Kontakt Sundhedsplejens administration på telefon 76 29 31 00 

     

    Læs mere om