Højballe Skov
Ny skov bliver plantet for at beskytte grundvandet og samtidig gavne naturen, klimaet og friluftslivet.
Vi samarbejder med Naturstyrelsen og Horsens Vand A/S om det store skovrejsningsprojekt Højballe Skov nær Højballe Vandværk.
Ved at etablere skov på arealerne omkring vandværkets boringer styrker vi beskyttelsen af grundvandet, så de vigtige drikkevandsressourcer i området sikres for fremtiden.
Det er Naturstyrelsens første skovrejsningsprojekt med sigte på, at skoven skal udvikle sig til såkaldt urørt skov - hvor naturen får lov at forme skovens udvikling.
Læs mere om projektet på Naturstyrelsens hjemmeside.
Seneste nyt: over 500 hektar kan blive til skov
Den 23. juni 2026 besluttede Horsens Byråd at udvide samarbejdsaftalen om skovrejsningen med yderligere 124 hektar. Reelt betyder det, at vi nu har et samlet bruttoareal på hele 607 hektar at arbejde videre med i skovrejsningsprojektet over de næste 20 år.
Vi vurderer, at op til 516 hektar reelt vil kunne blive omdannet til skov.
Billeder fra etape 1, som blev indviet den 1. juni 2026:
(Dronefotos fra Naturstyrelsen)
Skovrejsningen bygger på frivilligt salg af jord
Projektet gennemføres ved, at Horsens Kommune, Naturstyrelsen og Horsens Vand A/S ved fælles finansiering løbende erhverver jord inden for projektområdet, og i fællesskab med samarbejdsparterne, borgere og andre interessenter planlægger og forvalter disse som fredskovspligtige arealer.
Deltagelse i projektet er frivillig, og det er op til den enkelte lodsejer, om man ønsker at sælge jord til skovrejsningsprojektet,
Er du lodsejer og ønsker du flere informationer om mulighederne for at deltage i projektet, er du meget velkommen til at kontakte Anders Busse fra Naturstyrelsen.
Se interviewet med lodsejer Lars Sloth Egholm
Lars har afgivet 48 hektar agerjord til skovrejsningen
Illustrationsplan for det nye skovlandskab. Arealerne, der indgår i første etape, er fremhævet med mørkest farve
Skovens forskellige elementer
Selve skoven bliver etableret på en måde, der skal sikre en robust og dynamisk skovstruktur med tidlig CO2-fangst.
Vi planter flere forskellige træarter - alle hjemmehørende arter.
Det bevoksede areal bliver etableret af tre forskellige bevoksningstyper, som kommer til at udgøre cirka en tredjedel hver:
- Tilplantede arealer med blandede træarter
- Etablerede skov-øer og åbne plantninger, der er med til at fremskynde en naturlig tilgroning
- Arealer til fri tilgroning uden egentlig tilplantning.
De tre bevoksningstyper vil skabe variation i landskabet og understøtte artsrigdom i skoven som helhed.
Tilplantnings-/tilgroningsplanen for projektarealet i 1. etape af Højballe Skov:
Projektarealets afgrænsning er angivet med den sorte streg. Naturnær tilplantning er mørkegrøn, skovbryn er gul, åben plantning er støvet grøn og skovøer lysegrønne kvadrater:


I midten af det store område finder du grundvandsboringen, hvorfra drikkevand til en stor del af horsensianerne bliver hentet.
Drikkevandet bliver beskyttet af projektet.




I den nyplantede skovbund er strøet sten, og på arealet mod nord er placeret store monolitter i landskabet.
Marksten i alle størrelser lægges tilbage i landskabet i de lysåbne områder med græsning og områder med naturlig tilgroning. Her bidrager de både æstetisk, landskabeligt og økologisk til det nye skovlandskab, og der etableres mikrotopografi med små variationer i terrænet.
Stenene giver læ og skaber små lommer, hvor planter kan gro og sprede sig naturligt. De fungerer også som mikrohabitater for insekter, smådyr, mos og lav.
Stenene stammer både fra markarbejde i forbindelse med projektets gennemførelse og fra lokale landmænd, der donerer sten til formålet.






I forbindelse med skovrejsningsprojektet planlægges tiltag, der skal medvirke til at bringe overfladevand tilbage i landskabet.
Herved genskabes fugtige lavninger og temporære vandflader, som styrker biodiversiteten og understøtter en mere varieret naturlig tilgroning.
Illustration af en sti gennem sumpskoven:

Etablering af nye parkeringspladser, skovveje og stier udgør et væsentligt element i opbygningen af det nye skovlandskab. Det skal alt sammen være med til at sikre god offentlig adgang til området.
Skovveje og stier er tilrettelagt, så der skabes adgang fra eksisterende veje og stier i Hansted Skov - og så du som besøgende får varierede oplevelser på turen gennem projektområdet.
Derudover er faciliteter for friluftslivet et omdrejningspunkt. En væsentlig del af skovoplevelsen er muligheden for at slå sig ned og gøre ophold undervejs.
I Frugtlunden etableres et opholdssted med sejloverdækning, borde, bænke og bålsted. Her vil du kunne lave mad over bål - eventuelt med æbler fra frugttræerne.
Ligesom med trampespor, kommer opsætning af bænke og borde/bænke-sæt i øvrige dele af det nye skovlandskab til at afvente, at brugerne har lært området at kende og kan komme med forslag til konkrete placeringer.
Horsens Kommune
Lise Kjær Poulsen
Telefon: 40 13 28 80
E-mail: lkjp@horsens.dk
Naturstyrelsen, Søhøjlandet
Anders Busse Nielsen
Telefon: 51 33 06 92
E-mail: anbni@nst.dk
Højballe Skov
Første etape af Højballe Skov omfatter 160 hektar, som nu er rejst. I 2027 plantes yderligere 30 hektar, og på sigt er visionen er at rejse op mod 516 hektar.
Højballe Skov skal med tiden mere end fordoble det samlede skov- og naturområde øst for Egebjerg og Gedved.
Ved etableringen bliver landbrugsmarker omdannet til et varieret skov- og naturområde med hjemmehørende træarter. Skovlandskabet vil veksle mellem lyse og åbne enge og skov samt søer, vandhuller, moser og lavninger.
Derefter får naturen i videst muligt omfang lov til at passe sig selv og udvikle sig på sine egne præmisser. På den måde opstår der varieret vegetation og gode levesteder for dyr og planter.
Stisystemer skal give adgang til at opleve landskabet på en måde, som ikke før har været muligt.
Skovrejsningen bidrager til ambitionerne i Den grønne Trepart.
