Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Vær med til at gå for biodiversiteten - og få en guidet naturoplevelse, vilde ideer og en insektvenlig staude med hjem

Sammen med DN Horsens, Fodslaw Horsens og Dansk Vandrelaug Horsens inviterer Horsens Kommune alle interesserede på Vild Vandring i den skønne natur ved Horsens. Tre vandreruter er planlagt i omgivelser med høj biodiversitet - og ambitionen er at viden og engagement omkring biodiversitet skal brede sig som ringe i vandet.

02. jun. 2022

Indhold

    Foto: Allan Ringgaard

    Arrangørerne håber på rigtig mange deltagere i alle aldre, når det gratis arrangement Vild Vandring løber af stablen søndag den 12. juni 2022 i Horsens. Dagen skal sætte fokus på biodiversitet, som der vil være rig mulighed for at opleve, få forklaret og blive klogere på undervejs på de tre arrangerede gåture. De tre ruter i henholdsvis Boller, Bygholm og Nørrestrand har forskellig længde, og man kan vælge at gå turene selv eller at gå med en guide, der fortæller om biodiversitet på ruterne.

    Fugle, insekter, blomsterenge, levende og døde træer, græssende køer og kokasser er nogle af de elementer, der er på programmet denne dag. Der er mulighed for at komme gennem skov, ud til sø og fjord, ind i en privat have og en slotshave og meget mere - alt efter hvilken rute, man vælger at gå.

    På familieruten ved Nørrestrand står DGI for at sende deltagerne afsted på en sjov måde. Fodslaw Horsens bidrager med dygtige turguider, og Dansk Vandrelaug Horsens er eksperter i turlægning og har afmærket ruterne, så alle kan finde rundt. Uanset om man følger en turguide eller går selv, vil man udvalgte steder på ruterne møde biologer fra Horsens Kommune, som fortæller om det særlige ved naturen på disse steder.

    Horsens Kommune fortæller, at det handler om at få en god naturoplevelse på gåben i fællesskab med andre - og dele viden om biodiversitet.

    Dagen indgår i kommunens arbejde med at skabe bedre vilkår for truede plante- og dyrearter, hvilket ifølge kommunen også handler om at udbrede viden om biodiversitet:

    - Vi mærker en stor interesse for, hvad vi som kommune gør for at øge biodiversiteten. Vi møder mange borgere, som også gerne selv vil gøre noget for naturen, men som mangler inspiration eller synes, det er svært at kaste sig ud i det derhjemme. Med Vild Vandring håber vi at kunne vise og forklare, hvordan både store og små elementer kan være med til at gavne biodiversiteten. Elementer som fx kan overføres til en almindelig parcelhushave, siger Malene Steen Simonsen, projektleder for samskabelse omkring biodiversitet i Horsens Kommune.

    Derfor får alle deltagere også en insektvenlig staude med hjem efter turen - sponsoreret af REMA 1000 - som kan plantes på egen matrikel.

    På Boller Ruten er det muligt at besøge haveejer Lone Krarups private villahave, som åbnes for alle denne dag. Lones have summer af liv, da mange elementer i haven skaber gode levesteder for insekter. Lone åbner sin have til Vild Vandring for at give spirende inspiration videre til alle interesserede - og Lone mener, det langt hen ad vejen handler om små ændringer og ændring af mindset i forhold til, hvordan vi holder haver:

    - Jeg er meget bekymret for den voldsomme nedgang i antallet af insekter og biodiversiteten i det hele taget. Mit eget lille bidrag er at skabe gode betingelser for at højne biodiversiteten på min egen matrikel. Derfor er jeg med nogle få enkle greb gået i gang med at gøre noget andet, end jeg har gjort tidligere i min have. Det vil jeg gerne være med til at dele. Det er ikke stort og forkromet, men noget alle kan gøre. Og tanken om at opgive kampen mod "ukrudt" og vende det til nytteplanter har altid tiltalt mig, forklarer Lone Krarup, haveejer og i øvrigt en af kommunens frivillige biodiversitets-ambassadører, som giver råd og tips til andre borgere, der ønsker at skabe mere biodiversitet.

    Malene Steen Simonsen forklarer, at kommunens store ønske er at slippe biodiversiteten fri og gøre den til allemandseje:

    - Når det handler om biodiversitet, så skal vi som kommune gerne skabe engagement, viden og gode redskaber til alle - så vi er så mange som muligt, som kan være med til at invitere naturen tilbage. Og vi er selvfølgelig rigtig glade for at opleve, at horsensianernes engagement allerede er stort. Det ser vi blandt andet på vores digitale kort over biodiversitetstiltag, hvor alle i kommunen har mulighed for at markere, hvor vild deres have eller grønne areal er, slutter Malene Steen Simonsen, som glæder sig vildt til den 12. juni og gerne samtidig vil opfordre til, at man lader sig inspirere og tjekker det digitale kort på hjemmesiden Vild Med Horsens.

    FAKTA om Vild Vandring den 12. juni, starttider fra kl. 9

    Boller Ruten er 10 km

    Bygholm Ruten er ca. 8,5 km

    Nørrestrand Ruten er familieruten på 2,7 km (eneste rute, der er egnet til barnevogne og lignende)

    Læs mere om Vild Vandring og husk tilmelding (gratis) via Horsens Kommunes hjemmeside Vild Med Horsens: https://vildmedhorsens.dk/VildVandring

    Arrangører og leverandører: Horsens Kommune, Fodslaw Horsens, Dansk Vandrelaug Horsens, DN Horsens og DGI.

    Sponsor: REMA 1000 sponserer vand og frugt til turen og en staude, som hver deltager får med hjem.

    Vedhæftede filer

    hjemmesiden Vild Med Horsenshttps://vildmedhorsens.dk/VildVandringVild_vandring_1200x600px2.jpgBiodiversitet2_KREDITERING_AllanRinggaard_Billedwerk.dk.jpg