Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Tag med på Vild Vandring 3. juni – og få en guidet naturoplevelse, vilde ideer og blomsterfrø med hjem

Hundredevis af horsensianere har allerede gået for biodiversiteten sidste år. Nu inviterer Horsens Kommune igen - sammen med DN Horsens, Fodslaw Horsens og Dansk Vandrelaug - alle naturglade på Vild Vandring i den skønne natur ved Horsens. Fire vandreruter er planlagt i omgivelser med høj biodiversitet; og som noget særligt for børnefamilier og hundeejere er der i år skræddersyet både en natureventyr- og en hunderute.

25. maj 2023

Indhold

    • Læs op

    Få en god naturoplevelse på gåben og bliv klogere på biodiversitet den 3. juni 2023. Foto: Kronborg photography

    Det er årets største naturevent herfra. Sådan lyder det fra arrangørerne fra Horsens Kommune, der for andet år i træk er primus motor på biodiversitetsdagen Vild Vandring. Dagen, hvor folk i alle aldre og deres firbenede venner inviteres med på gåtur, løber af stablen lørdag den 3. juni 2023 i Horsens. Foruden at give deltagerne en god mulighed for at få en fælles naturoplevelse sætter eventen fokus på biodiversitet.

    - Vi har arrangeret fire forskellige gåture i og omkring det smukke skovområde, der udstrækker sig på sydsiden af Horsens Fjord. Naturen her rummer en fantastisk mangfoldighed, og undervejs på turene stiller vi skarpt på biodiversiteten med forklaringer og fortællinger om, hvad der gemmer sig i naturen, forklarer Sofie Kvist, som er naturvejleder og medarrangør fra Horsens Kommune.

    At give folk større kendskab og relation til naturen og herunder viden om biodiversitet er et mål, som kommunen kontinuerligt arbejder for; blandt andet ved at invitere borgerne ud i naturen på guidede ture. Vild Vandring er én ud af mange naturture i år.

    - Vi oplever generelt en stor interesse for de naturoplevelser, vi tilbyder borgerne. Folks glæde ved naturen og lyst til at bidrage til at bevare naturen og dens diversitet er heller ikke til at tage fejl af. Vild Vandring er smukke vandreture fulde af videns-input og inspiration til, hvordan man selv kan lave store som små tiltag derhjemme for at gavne biodiversiteten, siger Sofie Kvist.

    Én af dagens fire ture foregår i Tyrstedlund Naturpark, som er et inspirationsområde for biodiversitet ved Boller Overskov. I dagens anledning bliver man ved ankomsten modtaget af søde feer, som hjælper børnefamilier godt af sted på den godt 1 km lange rute, som er bygget op omkring et natureventyr.

    De øvrige tre ruter i henholdsvis Boller Overskov og Klokkedal Skov er på 5 og 10 km. Alt efter hvilken rute, man vælger at gå, er der skov, sø, fjord, hundeskov, åbne private haver og en slotshave i vente. Man kan vælge at gå turene selv eller at gå med en guide.

    Dansk Vandrelaug Horsens bidrager med dygtige turguider, og Fodslaw Horsens er eksperter i turlægning og står for opmærkning på ruterne. Uanset om man følger en turguide eller går selv, vil man udvalgte steder på ruterne møde medarbejdere fra Horsens Kommune, som fortæller om det særlige ved naturen på disse steder.

    På 10-kilometerruten kan man afslutningsvis hvile fødderne i to private haver, da to af kommunens frivillige bioambassadører åbner deres haver for alle denne dag. Haverne summer af liv, da mange elementer i begge haver skaber gode levesteder for insekter. Begge haveejere inviterer indenfor i forbindelse med Vild Vandring for at give spirende inspiration videre til alle interesserede. Her vil man kunne se eksempler på, hvordan man nemt med nogle få enkle greb kan skabe mere liv i sin egen have.

    For at understøtte dette får alle deltagere i Vild Vandring en pose insektvenlige blomsterfrø med hjem - sponsoreret af REMA 1000 - som kan sås på egen matrikel.

    Horsens Kommune håber, at rigtig mange har lyst til at være til at få en god naturoplevelse på gåben i fællesskab med andre den 3. juni.

    Fakta og tilmelding: https://vildmedhorsens.dk/VildVandring 

    Vedhæftede filer

    Fakta og tilmelding: https://vildmedhorsens.dk/VildVandring Vild Vandring 2022_Natur_Kronborg photography.jpg