Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Tænk klimaændringer som en mulighed – ikke et problem

Horsens får virtuelt besøg af nogle af Danmarks klogeste hoveder inden for klimatilpasning, og borgerne er inviteret med på en lytter.

25. sep. 2020

Indhold

    I Danmark - og i resten af verden - oplever vi oftere og oftere, at vejret viser tænder. Kraftige regnskyl bliver hyppigere og kraftig vind, der presser vandmasser fra havet ind over land, er ikke ualmindelige hændelser længere. Disse omstændigheder stiller nye og større krav til bl.a. håndtering af vand, men det bør anskues som en mulighed frem for et problem. Det mener Søren Gabriel og Peter Duus fra Orbicon|WSP, som har været med til at drive udviklingen inden for klimatilpasning i Danmark.

    - Klimaændringer er en mulighed for at tænke nyt og anderledes. Vi skal ikke mange år tilbage før vi tænkte, at en skaterbane bare var en skaterbane. I dag forsøger vi at tænke mere helhedsorienteret f.eks. ved at etablere en skaterbane dér, hvor der er et "hul", så det samtidigt kan fungere som en reserve til overskydende regnvand i tilfælde af skybrud. På den måde kan den samme ting have forskellige formål og give mere værdi til byen, fortæller Søren Gabriel

    I Horsens skal klimatilpasning skabe merværdi

    Indbyggertallet i Horsens Kommune vokser, og der skal løbende findes plads til flere funktioner. Det er derfor vigtigt for Horsens Kommune, at udnyttelsen af det enkelte areal optimeres.

    - Klimatilpasning kan og skal tænkes sammen med andre funktioner. Håndteringen af store regnmængder kræver plads, når det regner. Men når det ikke regner, bør pladsen anvendes til rekreative opholdssteder eller indgå som en del af den daglige infrastruktur. Her i Horsens skal klimatilpasning skabe merværdi, siger Flemming Larsen, der er afdelingschef for Natur og Miljø. Han tilføjer:

    - Det er et vigtigt budskab, som skal bredes ud. Derfor er det meget positivt, at GRO sætter klimatilpasning på dagsordenen og skaber fokus på området.

    Alle skal have glæde af oplæggene

    Formålet med Søren Gabriel og Peter Duus' virtuelle besøg er at inspirere GRO, der er Horsens' grønne tænketank og som kommer med anbefalinger til Plan- og Miljøudvalget. I dette tilfælde skal GRO komme med anbefalinger om klimatilpasning, hvilket særligt interesserer formanden for GRO, Paw Amdisen (SF):

    - Jeg tror, de fleste er begyndt at mærke effekterne af klimaforandringer. Om det er en ekstrem varme, som vi oplevede for nogle år siden, eller voldsomme skybrud, der giver vand i kælderen. Som by og kommune kan vi også mærke presset fra større vandmængder både fra fjorden og fra vandløb og åer, og derfor har vi selvfølgelig en stor interesse i at blive inspireret til, hvordan vi kan forebygge og tilpasse os denne situation, siger Paw Amdisen.

    Det er ikke første gang, at særlige fagfolk kommer til Horsens og holder oplæg. Disse fagoplæg var nemlig i første omgang kun tiltænkt GRO og dens medlemmer, men for GRO giver det mest værdi, hvis borgerne også kan få glæde af dem.

    - For os giver det ikke mening, at vi bruger ressourcer på at få folk til Horsens for, at det kun er os i rådet, som hører det og får glæde af det. Det kan jo være, at der er nogen derude, som har en særlig interesse i at høre mere om klimatilpasning. Også selvom det bliver lidt teknisk, siger Paw Amdisen.

    Oplægget skulle oprindeligt være blevet holdt på Horsens bibliotek, men grundet de nye retningslinjer for Covid-19 har Horsens Kommune valgt at holde det virtuelt på Teams.

    Oplæggene om klimatilpasning af Søren Gabriel og Peter Duus er onsdag den 30. september 2020 kl. 19-21. Man kan tilgå oplægget via Horsens Kommunes hjemmeside: www.horsens.dk/livebegivenhed