Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Sundparken er marginaler fra at være af parallelsamfundslisten

Målrettede indsatser for at styrke Sundparken viser nu resultater. I løbet af det seneste år har Sundparken flyttet sig positivt på fire ud af fem kriterier, og dermed er boligområdet meget tæt på at kunne rykke væk fra parallelsamfundslisten

01. dec. 2023

Indhold

    • Læs op

    En række parter arbejder tæt sammen om at styrke boligområdet Sundparken - og det skaber resultater. Foto: Boligforeningen Albo

    De mange forskellige indsatser, der er sat i værk for at få boligområdet Sundparken af den såkaldte parallelsamfundsliste, begynder nu for alvor at vise sin effekt. Boligministeriet har den 1. december 2023 offentliggjort den nye liste over parallelsamfund. Heraf fremgår det, at Sundparken er marginaler fra at være af listen.

    - Det er rigtig positivt, at vi kan se, at vores indsatser virker. I vores politiske udvalg på området, følger vi hele tiden, hvordan det går, så vi har den mest målrettede indsats. F.eks. har vi for nylig indført et kriterie om, at førtidspensionister ikke kan få en bolig i Sundparken. Kriteriet er trådt i kraft pr. 1. september i år, og denne indsats kan vi derfor endnu ikke se effekten af. Jeg forventer, at vores vedvarende og nye indsatser også vil vise gode resultater fremadrettet, for vi skal i mål, så Sundparken ligger under kriterierne, siger Michael Nedersøe, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt §17.4 udvalg vedr. udsatte boligområder og parallelsamfund i Horsens Kommune.

    Særligt på beskæftigelsesområdet er der sket en ændring. Her er andelen af beboere, der er uden for beskæftigelse eller uddannelse faldet fra 54,8 pct. på Ghettolisten i 2017 til 41 pct. pr. 1. december 2023. Dermed læner Sundparken sig ganske tæt op ad kriteriet om, at der max må være 40 pct. uden for beskæftigelse eller uddannelse.

    Og det er ikke kun på beskæftigelseskriteriet, at arbejdet i Sundparken viser gode takter. I årets opgørelse ses en positiv udvikling på i alt fire af de fem kriterier ift. sidste år.

    Sundparken skal således kun komme under grænseværdien på yderligere et kriterie for at komme af parallelsamfundslisten. Omregnet betyder det, at målet f.eks. er nået, hvis blot ni af Sundparkens beboere kommer i beskæftigelse eller i uddannelse.

    Vi er så tæt på

    Borgmester Peter Sørensen glæder sig ligesom Michael Nedersøe over den positive udvikling.

    - Vi er så tæt på og bevæger os rigtig flot i den rigtige retning, og alle - bl.a. Boligforeningen Albo, BoTrivsel, vores jobcenter og beboerne i Sundparken, arbejder målrettet på at ændre Sundparkens status. Det viser, at vi med de rette indsatser kan flytte noget, men det kræver en vedvarende indsats, og for mig er det ikke nok bare at komme lige under målene. Det handler om at komme så langt under kriterierne som muligt, så det afspejler det generelle billede af Horsens Kommune, siger Peter Sørensen.

    Èn af de indsatser, der er sat i gang i Sundparken, er den fremskudte beskæftigelsesindsats, hvor en afdeling af Jobcenter Horsens er rykket ud i Sundparken for at hjælpe flere beboere i beskæftigelse eller uddannelse. Derudover er den boligsociale indsats netop forlænget med yderligere fire år.

    - Indsatserne har en effekt, og vi arbejder stadig med fuld styrke med den udviklingsplan, der er for området. Med det nye kriterie om, at førtidspensionister ikke kan flytte ind i området, vil der også fremadrettet ske ændringer. Der har tidligere været en forholdsvis høj andel af beboere på førtidspension, og dem kan vi jo af gode grunde ikke få ind på arbejdsmarkedet, siger Michael Meldgaard, adm. direktør i Boligforeningen Albo.

    Også boligområdet Sønderbro, som er på forebyggelseslisten, har udviklet sig positivt på fire ud af fem kriterier det seneste år.

    Vedhæftede filer

    Sundparken.jpg