Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

STU elever dyster i esports-turnering og møder nye venner

Horsens Kommune lagde lokaler til, da elever fra fem STU´er mødtes for at spille Counter-Strike, lave fællesaktiviteter og have en sjov dag sammen.

28. apr. 2023

Indhold

    • Læs op

    -Sig til, når vi skal rotere

    -Bomben er ved B

    -Jeg fik én bag rampen!

    Spille-kommandoer flyver igennem luften rundt omkring i lokaler på Center for Arbejde, Udvikling og Læring (CAUL) en mandag i april. Der bliver nemlig afholdt turnering i CS:GO (computerspillet Counter-Strike: Global Offensive). Det er tredje gang, turneringen afholdes, og første gang Horsens Kommune lægger lokaler til. Turneringen er et resultat af fem jyske STU´er, der er gået sammen for at give elever med særlige udfordringer mulighed for at møde elever fra andre specialskoler. CAUL er på dagen værter for i alt 60 deltagere - elever og undervisere.

    -  Esportsturneringen kunne selvfølgelig lige så godt være afholdt online, men det er et helt bevidst valg, at vi afholder turneringen med fysisk fremmøde. På den måde kan de unge i trygge rammer få sat ansigter på de mennesker bag skærmen, som de sidder og spiller mod i det daglige. De får udvidet deres sociale fællesskab og møder andre unge med samme interesser, siger pædagog Jeppe Jensen fra STU Horsens.

    Turneringen forløb over en hel dag, hvor der blev battled i fem kampe. De unge var inddelt i hold på fem, hvor de dystede mod STU-elever fra andre skoler. Counter-Strike er nemlig et spil, hvor team-work er i højsædet:

    -  For at blive god til at spille er du nødt til at kunne samarbejde. Der er en anfører på hvert hold, hvis instrukser de andre skal følge. De unge er rigtig gode til at motivere og opmuntre hinanden og sikre, at alle holder en god tone, når man spiller. Bandeord og vredesudtryk gavner ikke holdet, så det er et no go, siger underviser Jette Møller fra STU Horsens.

    Et selvtillidsboost og godt kammeratskab

    Tre af STU-eleverne fra Horsens Kommune, der har e-sport i skolen, og som havde sagt ja til at deltage i turneringen, er 20-årige Nanna, 19-årige Freja og 20-årige Magnus. På turneringsdagen gik de dog henholdsvis under navnene Olga, Coco og Mugge - deres spiller-navne, som var anført på den holdtrøje, alle deltagere i turneringen havde fået lavet til dagen. Freja er halvsidig lammet. Det afholdte hende dog ingenlunde fra at give konkurrenterne kamp til stregen. Tværtimod. Sammen med Nanna sikrede hun og resten af teamet en sejr i begge af de to kampe, de deltog i. Freja bliver da også kaldt et "en-armet vidunder" af sine kammerater. Godt kammeratskab, god kemi og boost af selvværd anføres som nogle af de positive effekter, der er ved at deltage i e-sport på STU:

    - Man kommer til at tro mere på sig selv og bliver også bedre til at kunne koncentrere sig over længere tid, fordi esport kræver, at man skal kunne samarbejde og koordinere taktikken med de andre. Alle er rigtig gode til at motivere og bakke hinanden op - både når det går godt og dårligt i spillet, siger Magnus, Freja og Nanna.

    Esport, med afsæt i Counter-Strike, har været på skoleskemaet på STU i Horsens siden 2020. Eleverne kan tage det som valgfag, og det er meget populært. Inden eleverne går i gang med at spille, er der fysisk træning, som varetages af kommunens fysioterapeut Lise Andersen. STU- Horsens har som de eneste i landet valgt at have en fysioterapeut ansat. Her er sund kost og motion nemlig et fokusområde, når der dyrkes e-sport.

    - Det fungerer rigtig godt at have forskellige faggrupper inde omkring eleverne. Min rolle er at udfordre de unge fysisk og vise dem, at man ikke går i stykker, når man får pulsen op. Da jeg ikke har den daglige undervisning med eleverne, er der en anden respekt i forhold til mig. Vi træner samarbejde og kommunikation, når pulsen er høj, så eleverne får vished om de to ting hænger sammen. Træningen og øvelserne består blandt andet af lege og spil, så alle kan være og får en oplevelse af, at træning faktisk godt kan være sjovt. Samtidig forbedres deres hukommelse og koncentration, når de får rørt kroppen. Vi har også lavet tests, der viser, at reaktionsevnerne øges, når de spiller i takt med, at deres kondition forbedres, udtaler fysioterapeut Lise Andersen.

    Mulighed for at være sammen med andre med samme interesser

    På turneringsdagen havde alle deltagere ligeledes mulighed for at deltage i fælles fysisk opvarmning, og der var løbende fysiske aktiviteter dagen igennem. Mange af eleverne benyttede sig af muligheden for at få rørt sig fysisk og komme i snak med elever fra andre skoler:

    - Vi oplevede et par af vores elever, som grundet fx angst og udfordringer med at indgå i sociale fællesskaber normalt sidder helt for sig og ikke kommer uden for en dør, at de faktisk deltog i fælles aktiviteter så som rundt-om-bordet-bordtennis. Turneringen er et eksempel på et fælles arrangement, hvor eleverne føler sig på hjemmebane og har et fælles tredje, de kan tale med andre elever om. De var trætte, da de kom hjem, men de er også høje på oplevelsen, udtaler specialskolelærer, Ib Guldbæk fra CKU Himmerland.

    Turneringsdagen blev afsluttet med pokaloverrækkelse, og der blev udråbt et allstar-hold - én fra hver STU, hvor det ikke kun var dygtighed, men også godt sportmanship, der blev hyldet. God konkurrenceånd er nemlig noget, man har meget fokus på - det handler om at have det sjovt sammen og løfte hinanden!

    Næste gang e-sportsturneringen bliver afholdt er endnu ikke bestemt - men elever og undervisere glæder sig allerede.

    Inden kampene kunne gå i gang, var der opvarmning i hallen. På STU-Horsens har man nemlig stort fokus på træning og sund kost.

    Eleverne fil alle uddelt spillettrøjer med hold-navne foran og deres individuelle spiller-navn på ryggen. Her det 20-årige Nanna, der får sin trøje udleveret. Horsens holdet gik under navnet ´Horsens Jackalopes´ 

    Der var dyb koncentration og god hold-energi med opbakning til alle ens team-spillere, når de unge dystede i CS mod elever fra andre STU-skoler.