Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Stenbank er åbnet på Horsens Havn: Skal gøre det nemt at donere sten til Horsens Fjord

Fredag d. 7. marts åbnede Horsens Kommune en såkaldt stenbank på Horsens Havn. Den skal gøre det nemmere for borgere, landmænd, entreprenører og andre at bidrage med sten til kommende stenrev i Horsens Fjord. I fjorden skal stenene skabe levesteder for bl.a. muslinger, multer, torsk og tang

07. mar. 2025

Indhold

    De første store læs sten er allerede landet i stenbanken på Horsens Havn. Foto: Horsens Kommune.

    Siden 2021 er der blevet lagt flere end 1.000 tons sten ud i Horsens Fjord, og planen er, at endnu flere sten skal samme vej i de kommende år. De sten skal i stor stil komme fra den nye stenbank, som har til huse på Horsens Havn og dækker over et areal på 2500 m2.

    En bank med et folkeligt fokus og flere funktioner

    På det 2500 kvadratmeter-store areal, som stenbanken fylder, kan stenene komme mange steder fra. Erfaringen er dog, at en stor del af stenene vil komme fra lokale landbrug, entreprenører og grusgrave, der ønsker at gøre noget godt for fjorden.

    Alene sidste år fandt 500 tons sten vej til fjordens bund, og her kom stenene fra de tre lokale landbrug, Serridslevgård, Go-gris og Strandholdt samt grusgraven Dansand.

    For at gøre det endnu nemmere for de erhvervsdrivende at donere sten tilbyder Horsens Kommune at hente stenene direkte hos stenejeren. Det betyder, at de hverken skal bruge tid eller penge på at få stenene fragtet til havnen.

    Derudover har borgere mulighed for at aflevere de sten, de finder derhjemme i forbindelse med bygge- eller havearbejde, på genbrugspladsen på Endelavevej. Herfra vil stenene løbende blive fragtet videre til stenbanken, hvor de bliver opbevaret, indtil de skal gøre gavn i fjorden.


    - At borgere nu også kan donere sten til fjorden, er en måde at gøre Ren Horsens Fjord-projektet endnu mere folkeligt. Rigtig mange horsensianere har et ønske om at hjælpe, men det kan være svært at vide, hvordan man bedst gør det. Stendonationer er en meget konkret og effektfuld handling, udtaler Jonna Lund, biolog i Natur og Miljø i Horsens Kommune.
     

    Sten er afgørende for fjordens liv
    Med åbningen af stenbanken kan den kommunale fond, Ren Horsens Fjord-fonden, løbende dække store områder af fjorden med sten.

    Fjordens fisk, skaldyr og planter er nemlig dybt afhængige af sten, fordi visse arter ikke kan bo på den bløde sandbund. Det gælder fx muslinger, søanemoner og makroalger, som alle spiller vigtige roller i fjordens økosystem.

    Stenudlægningerne sker i samarbejde med frivillige kræfter og forskere fra Syddansk Universitet og under hensyntagen til alle dem, der bruger fjorden - heriblandt sejlere, dykkere og fiskere. Udlægningerne er støttet af blandt andre NRGi og Fjordfonden, som samlet har doneret 2,1 mio. kroner til Ren Horsens Fjord-fonden i 2025.

    Fakta: Hvilke sten kan du donere og hvordan?

    Stenbanken er beregnet til natursten - fx mark- eller pigsten - som er rene for forurenet jord og affaldsrester. Stenene bør være 20 centimeter i diameter - eller hvad der svarer til en herrehåndbolds størrelse - og opefter. Det sikrer, at stenene ikke flytter sig på havbunden eller i værste fald skyller i land.

    Ønsker du at donere sten som privat borger, kan du gøre det på genbrugspladsen på Endelavevej 24. Stenene skal afleveres ved fraktion nummer 41 - der er skiltning ved båsen.

    Ønsker du at donere sten som erhvervsdrivende, kan du række ud til Horsens Kommune via giv-et-praj-hjemmesiden ved at følge linket her: https://priopti.com/pub/horsenskommune/Ren_Horsens_Fjord/

    Som erhvervsdrivende er du også velkommen til at række ud til driftsleder, Rudi Markussen, på tlf. 23493824:

    Natursten, der ligger i gamle stendynger og -diger, skal blive liggende, fordi de her danner hjemsted for landdyr.

    Vedhæftede filer

    Sten1.jpg
    Sten2.jpg