Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Sommeren skydes i gang på Langelinie med glimmer, havfruer og gratis is

Endelig kan vi se frem til lunere temperaturer og lyse nætter, og det skal traditionen tro markeres med en festlig indvielse af Langelinie den 7. maj, hvor alle er inviteret.

24. apr. 2023

Indhold

    Sommeren skydes i gang på Langelinie med glimmer, havfruer og gratis is

    Endelig kan vi se frem til lunere temperaturer og lyse nætter, og det skal traditionen tro markeres med en festlig indvielse af Langelinie den 7. maj, hvor alle er inviteret.

    Havfruen Karin gæster igen Horsens, når der er officiel åbning af Langelinie den 7. maj. Foto: Hanne Nielsen

    Du kan opleve alt fra yoga og leg med sæbebobler til besøg af teaterskolen Komediehuset med 'Badeforening anno 1929' og spejde efter en ægte havfrue i horisonten, når Mærk Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats inviterer til officiel sommeråbning af Langelinie.

    Ligesom sidste år kommer havfruen Karin svømmende forbi, og med hendes smukke finner og evne til at holde vejret under vand i op til fire minutter, kan du, børn og barnlige sjæle glæde jer til en eventyrlig oplevelse, I sent vil glemme.

    Med baggrund i skuespil og fridykning byder Karins havfruebesøg både på fridyk, havfrueshow og hvalsang - og for alle, der måtte have lyst, vil det være muligt at få et billede sammen med den smukke havfrue.

    I havfrueudklædningen gemmer sig Karin Prehst Lund Madsen, der er vokset op nær Horsens og hele sit liv har drømt om at være havfrue. Den drøm blev en realitet, da hendes mand, den kendte journalist Anders Lund Madsen, købte hende hendes første havfruehale. Siden da har interessen udviklet sig med inspiration i havfruesport og -shows fra USA.

    Glimmer, is og SUP-boards 

    Indvielsen af Langelinie åbnes desuden med tale ved Jan Koborg Olsen, der fungerer som formand for Kultur- og Fritidsudvalget, mens Andreas Boesen er på barsel. Derefter er der gratis is til de første 300 børn. For de voksne, der også trænger til en lille forfriskning, er det muligt at købe frisk hjemmelavet økologisk italiensk is, en panini og en lækker kop kaffe og andre lækkerier ved Langelinies nye iscafé Isværket, der fremover vil være åben alle weekender i sommerhalvåret og hele sommerferien.

    Derudover vil fællesskab og foreningsliv præge pladsen, når åbningen også gæstes af mange af Horsens egne foreninger og lokale klubber. Det vil blandt andet være muligt at lave snobrød med søspejderne fra Erik Menved Spejderne, lave en god smash med Horsens Volleyball Club og teste balancen med SUP Fællesskab Østjylland. På programmet vil du også se Horsens Petanqueklub og så er der havdyrsyoga for hele familien med Yogastyrelsen.

    For de yngre gæster bliver det muligt at lege med Legepatruljens strandlegetøj, blæse sæbebobler, tage bamsen med til et sundhedstjek hos de sygeplejerskestuderende på VIAs 'bamsehospital', male på Mærk Byens nye street art-malebogsark med motiver af byens gavlmalerier samt få en festlig ansigtsmaling, når GlimmerMarie kommer med sit grej og sætter lidt farver på de røde kinder og fregnede næser.

    Festlighederne varer fra klokken 13-16 - og alle er velkomne.

    Sommer med gratis yoga, legepatrulje og beachvolley

    Aktiviteterne og de gode udendørsoplevelser på Langelinie er naturligvis ikke kun begrænset til denne ene dag. Hele sommeren vil der være aktiviteter for hele familien, store som små.

    Du kan hive vennerne med til et slag beachvolley, udfordre dem i petanque, få en lækker hjemmelavet gourmet-is ved Isværket, låne strandlegetøj hos Legepatruljen på udvalgte dage eller finde ro og en god vejrtrækning sammen med Yogastyrelsen.

    Igen i år bliver det nemlig muligt at komme til gratis yoga lektioner i det fri. Fra start maj og ind i juni ruller foreningen yogamåtten ud to gange i ugen, og når sommerferien rigtig er begyndt, kan du gøre det til en daglig rutine at komme ned i gear, da lektioner fra midt juni til midt august vil ligge hver dag.

    Åbningen er arrangeret af Mærk Byen. Derudover har en lang række kreative aktører fra både Horsens og omegn været med til at skabe rammerne på stedet.

    Find begivenheden på Facebook lige her, hvor du også kan se hele programmet. 

    Vedhæftede filer

    Anne-Mai Vig Mott
    Projektkoordinator, MÆRK Byen

    Mobil: 23372203
    Mail: avmo@horsens.dk

    lige herLangelinie-Hanne Nielsen2.jpgLangelinie-Hanne Nielsen.jpgLangelinie-Hanne Nielsen3.jpgLangelinie-Hanne Nielsen4.jpgLangelinie-Hanne Nielsen5.jpg