Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Skolernes Krimimesse er tilbage: Det bliver fantastisk for eleverne at få den mulighed igen

Skolernes Krimimesse, et helt særligt læringsforløb for alle 7. klasser i Horsens Kommune, kan endelig holdes på FÆNGSLET igen.

13. apr. 2022

Indhold

    Det er tre år siden, at Horsens Kommunes mange elever i 7. klasse sidst kunne mødes på FÆNGSLET i Horsens og få lov at fordybe sig i krimier og kriminalitet i de helt særlige rammer.

    Men nu er Skolernes Krimimesse tilbage, og dermed kan vi endnu engang skabe sammenspil mellem skole og kultur, herunder særligt FÆNGSLET, Krimimessen og ikke mindst Komediehuset, som i år både agerer fængselsbetjente og værter på scenen. Oplevelser, som er helt unikke kulturtilbud i Horsens.

    - Det er fantastisk, vi endelig kan samle eleverne igen, og jeg er glad for, vi igen kan give dem den unikke mulighed. Vi vil gerne have, at alle børn i Horsens møder nogle af kommunens kulturinstitutioner og kulturelle begivenheder og samtidig inddrage dem som lærerige, autentiske og alsidige læringsarenaer i børnenes skoleliv, siger skolechef i Horsens Kommune, Henrik Kallestrup.

    Skolernes Krimimesse blev senest holdt i 2019, siden aflyst på grund af Covid-19 i 2020 og holdt i en digital udgave i 2021.

    Nu er messen dog tilbage i den oprindelige ramme med det formål at udvikle elevernes kompetencer inden for både det danskfaglige felt som det dannelsesmæssige felt - særligt med fokus på det 21. århundredes kompetencer som samarbejde, videnskonstruktion, problemløsning og innovation.

    - I perioden op til og på selve Skolernes Krimimesse er elevernes læring i centrum. Eleverne skal både arbejde projektorienteret og aktivt producere blandt andet en indledning til en krimi og en trailer til en krimi. Jeg glæder mig meget til at se, hvad de finder på, siger Henrik Kallestrup.

    I godt en måned før selve messedagen arbejder eleverne med krimi og kriminalitet.

    Læringsforløbet har tre hovedelementer:

    Til selve messedagen skal hver klasse indrette en fængselscelle, hvor de præsenterer deres fordybelsesområde som kan være inspireret af deres samarbejde med eksempelvis politiet, krimiforfattere, en fængselspræst eller noget helt fjerde.

    Alle klasser har forberedt et oplæg og en aktivitet, som de besøgende i cellen deltager i og efterfølgende kåres de mest interessante og lærerige celler.

    Derudover skal eleverne skrive krimi-indledninger og deltage i konkurrencen om at blive 'Årets krimiforfatter'. På messedagen læses de tre bedste indledninger højt og forfatterne kåres.

    En stor del af de deltagende klasser har desuden produceret krimitrailere. På messedagen bliver der også holdt et awardshow, hvor priserne 'Bedste plot', 'Bedste virkemidler' og 'Årets krimitrailer' uddeles.

    Alt i alt bliver det en både lærerig, spændende - og måske lidt uhyggelig dag i krimiens tegn på FÆNGSLET.

    Pressen er velkomne til Skolernes Krimimesse den 27. april klokken 9-14.