Skolen på Lindvigsvej hedder nu Sønderbro Skole
Fra dette skoleår er folkeskolen på Lindvigsvej en selvstændig skole
)
Med det nye navn - Sønderbro Skole - er forandringen komplet. For godt et år siden besluttede Horsens Byråd, at Horsens Byskoles afdeling Lindvigsvej igen skulle være en selvstændig folkeskole.
Skolen har siden 2012 være én af tre afdelinger på Horsens Byskole, men det ændrede sig ved starten på dette skoleår. Og nu er navnet på skolen så også kommet på plads.
Ledelsen og skolebestyrelsen foreslog navnet Sønderbro Skole til den nu selvstændige skole, og det bakkede et enigt Skole-, Unge og Uddannelsesudvalg op på mødet mandag eftermiddag.
- Vi er rigtig glade for, at det nye navn til vores skole nu er på plads. Det markerer starten på et nyt kapitel som selvstændig skole - et kapitel, som vi har fået åbnet på fineste vis ved starten af det nye skoleår. Navnevalget stod mellem flere gode muligheder, så vi har ladet børnene og medarbejderne stemme om det - og her faldt valget altså på Sønderbro, som slår på det helt nære, fortæller skoleleder på Sønderbro Skole, Louise Nichole Kronborg.