Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ren Horsens Fjord-fond modtager stor donation fra lokal bidragsyder

Beløbet og giveren af donationen bliver afsløret onsdag den 7. februar 2024 ved Husodde Strand

02. feb. 2024

Indhold

    • Læs op

    Livet under vandoverfladen i Horsens Fjord skal tilbage. Det er formålet med en ny kommunal fond. Foto: Sarah Green 

    Flere initiativer til gavn for vandkvaliteten, småfisk og skaldyr er på vej i Horsens Fjord. En lokal bidragsyder ønsker nemlig at bakke op om den nyoprettede kommunale fond, som har ét eneste formål: At bringe livet tilbage i Horsens Fjord.

    Hvem bidragsyderen er, bliver offentliggjort onsdag den 7. februar kl. 10.30. Her vil bidragsyderen, borgmester Peter Sørensen samt Jan Karnøe, der er frivillig ildsjæl og tovholder på plantning af ålegræs og udlægning af sten, være til stede ved Husodde Strand.

    - Rigtig meget af det tidligere liv under vandet er forsvundet, og fjordens tilstand er dårlig. Det skal vi gøre noget ved, og det er et fælles ansvar. Jeg er derfor rigtig glad for, at der er lokal opbakning til at bidrage til det arbejde, jeg og forligspartierne ønsker at prioritere med den fond, vi har oprettet - ganske enkelt, fordi vi synes, det her arbejde er så enormt vigtigt, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

    Tradition for samarbejde

    Den nye Ren Horsens Fjord-fond blev lanceret ved byrådets nytårskur den 4. januar 2024. Bag fonden står de forligspartier, der har indgået budgetaftalen for 2024 - 2025. Formålet med fonden er at sikre finansiering til at sætte gang i tiltag, der skal genoprette noget af det tidligere liv, der har været i fjorden, men som nu er forsvundet.

    - Jeg håber, endnu flere vil støtte op om fonden. I Horsens har vi tradition for at være fælles om at finde løsninger og løfte i flok. Min forventning er derfor også, at flere vil byde ind med donationer, siger Peter Sørensen.

    Horsens Kommune skyder 500.000 kr. om året i fonden i foreløbig tre år. Målet er, at der hvert år skal indsamles 3 mio. kr. Alle, der har lyst - både borgere, virksomheder, organisationer og fonde - kan bidrage.

    Sideløbende med tiltagene under vandet vil der fortsat blive arbejdet på initiativer, der også skal forbedre fjordens tilstand over vand.

    - Det arbejde skal vi som kommune sammen med staten, spildevandsselskaberne, landbruget og regionen sætte endnu mere fokus på, så der også her bliver igangsat flere tiltag, siger Peter Sørensen.

    Pressen og øvrige interesserede er velkomne til at deltage i offentliggørelsen af donationen. Det sker på Husodde Strand kl. 10.30 - 11.30. Mødestedet er parkeringspladsen ved stranden.

    Vedhæftede filer

    Husodde.jpg