Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Over 170 med interesse for by- og boligudvikling snakker vækst i Horsens

FÆNGSLET danner ramme om stort arrangement for udviklere og investorer.

06. dec. 2018

Indhold

    Indtil videre har over 170 tilmeldt sig arrangementet "Byg i Horsens 2018", som finder sted:

    11. december fra kl. 15.30 i Snedkeriet, FÆNGSLET i Horsens. Pressen er velkommen. 

    På deltagerlisten er investorer, ejendomsudviklere, entreprenører, ejendomsmæglere, arkitekter og andre, der arbejder med eller er interesseret i by- og boligudvikling.

    Formålet er at give deltagerne en status over erhvervs- og byudviklingen i Horsens Kommune netop nu og samtidig invitere dem med på et kig ind i den nærmeste fremtid og de investerings- og byggemuligheder der er på vej.

    Borgmester Peter Sørensen glæder sig over den store interesse, der er for arrangementet:

    - Horsens Kommune vokser som aldrig før, og det skaber et øget behov for viden og erfaringsudveksling. Derfor er arrangementet en enestående lejlighed til at få et overblik over både aktuelle byggerier og nye bygge- og investeringsmuligheder for investorer og udviklere, siger han og understreger, at fremtiden fylder en del på arrangementet.

    By- og havneudviklingschef Jesper Gemmer fra Horsens Kommune vil fortælle om nye projektmuligheder i Horsens Kommune, bl.a. 100.000 kvadratmeter på DSB's arealer, næste etape af Havnen og boligudviklingen i naturområdet Nørrestrand.

    Antallet af borgere i Horsens Kommune er steget markant de seneste 10 år, og ifølge en ny analyse fra Exometric, fortsætter den positive udvikling. Faktisk er den forventede 5-årige procentuelle befolkningstilvækst ifølge Exometric den højeste i hele regionen - også højere end Aarhus. Det betyder, at der minimum skal bygges 2.700 nye boliger i Horsens i løbet af de næste fem år.

    Deltagerne får også mulighed for at lytte til en paneldebat med overskriften "Hvordan fortsætter vi den positive udvikling i Horsens Kommune?"

    Udover borgmesteren deltager følgende i panelet: Alex Mandrup Paulsen, ejendomsmægler og indehaver af EDC Ejendomscentret, Claus Visby, direktør i Horsens & Friends og Karin Elbek, arkitekt og partner i Rum.

    Ifølge Alex Mandrup Paulsen er det vigtigt fortsat at gøre en fælles indsats for, at folk flytter til Horsens:

    - Inden for min branche møder jeg af og til lidt bekymring, for "er der nu også nok mennesker til alle de boliger." Selvom analyser forudsiger, at det ér der, skal vi fortsat være på forkant og gøre en aktiv indsats for at tiltrække nye borgere til en bred pallette af boligtyper. Derfor er det en rigtig god idé at holde et arrangement som dette, for det er vigtigt at få hørt så mange forskellige synspunkter som muligt, siger han og tilføjer, at dagen også gerne skulle give et godt afsæt til en ny bosætningsstrategi.

    Inden programmet slutter kl. 18.00 med efterfølgende netværk, vil direktør Michael Mortensen fra CASA A/S fortælle om den storstilede midtbyplan, mens direktør for AP Ejendomme Peter Olsson løfter sløret for, hvorfor et af landets største pensionsselskaber finder Horsens særlig attraktiv at investere i.

    Det er gratis at deltage i arrangementet, men tilmelding er nødvendig og skal ske senest torsdag den 6. december på horsens.dk/bygihorsens. Se også vedlagte program.

    Vedhæftede filer

    _DSC0880 (1).jpg
    Byg i Horsens 2018.pdf