Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ny udstilling sætter ansigt på menneskene bag Horsens Statsfængsels mure

Fængselsmuseet i Horsens har åbnet en ny permanent udstilling: FREMKALDT.

14. aug. 2026

Indhold

    Da Horsens Statsfængsel lukkede i 2006, satte det punktum for 153 års fængselshistorie. Bygningerne står stadig, men hverdagslivet bag murene er for længst forandret. Deres historier gemmer sig i arkiver, genstande og fotografier. I FREMKALDT bliver de synlige igen.
    De historiske portrætter spænder over hele fængslets levetid fra 1853 til 2006. Langt de fleste viser tidligere fanger, men udstillingen fortæller også historien om fængselsbetjente, andre ansatte og familier, der havde deres hverdag bag murene. Tilsammen tegner portrætterne et mere nuanceret billede af et sted, som både var straffeanstalt, arbejdsplads og hjem.

    "Udstillingen udsprang af et gammelt fotoalbum med fangeportrætter, som vi fandt i samlingen. Der sker noget helt særligt, når man ser et menneske fra fortiden direkte i øjnene. Fotografierne minder os om, at fængslets historie ikke kun handler om bygninger og kriminalitet, men om mennesker," siger Rasmus Barslund Grønbæk, museumsinspektør på FÆNGSELSMUSEET.

    Fotografier bliver fremkaldt. Det gør mennesker også
    Hvert fotografi ledsages af en kort fortælling om personen på billedet. Nogle var dømt for alvorlig kriminalitet, andre arbejdede i fængslet eller voksede op inden for murene som børn af ansatte. Når man først møder et ansigt, kan det være let at danne sig et indtryk. Men fortællingerne bag portrætterne udfordrer det første blik og giver plads til flere nuancer.

    Samtidig bliver menneskene og deres historier fremkaldt. De træder ud af fotografierne og bliver en del af fortællingen om Horsens Statsfængsel og de mange liv, der udspillede sig bag murene gennem mere end halvandet århundrede. 

    Historien er deres. Det første blik er vores
    FREMKALDT inviterer dermed ikke alene gæsterne til at se historiske fotografier, men også til at overveje, hvordan vores blik på, om et menneske kan forandre sig, når vi lærer historien bag portrættet at kende.
    Udstillingen er en del af museets permanente udstillinger og er gavmildt støttet af Augustinus Fonden, Insero og Familien Hansens Fond.


    Med venlig hilsen
    FÆNGSELSMUSEET
    - en del af Museum Horsens

    Vedhæftede filer