Ny udstilling i KUBEN dykker ned i myterne om en underverden
I den nye udstilling, The Underworld, inviteres du ind i to kunstneres fortolkning af en drømmende, skræmmende og mystisk underverden.
)
Kunstner og grafisk designer Phuc Van Dang og strikkekunstner Stine Leth er gået sammen for at skabe udstillingen The Underworld i KUBEN på Søndergade. Her dykker de ned i myten om en underverden. De udforsker beretninger om både levende mennesker og afdøde sjæle, som rejser til underverdenen, og er inspireret af både kunsthistorie og mytologier fra forskellige kulturer.
- Vi regner med at kunne angribe KUBEN på en helt ny måde - fortæller Stine Leth. De to kunstnere kommer nemlig til at benytte sig af belysningen af værket som element, og væsnerne i KUBEN vil kaste skygger ud på gaden.
The Underworld kan opleves i KUBEN fra fredag d. 9. oktober, hvor der kl. 15.30 inviteres til fernisering på udstillingen, og frem til d. 9. november. For at sikre, at vi ikke bliver for mange mennesker skal du bestille en gratis billet til ferniseringen. Billetterne kan bestilles på https://place2book.com/da/sw2/sales/jf48btiv2t. Læs mere på MÆRK Byens facebookside.
Et møde mellem kunstneriske kontraster
Stine Leth er autodidakt strikkunstner med en baggrund fra Aarhus Kunstakademi. Hun arbejder med strik i garn, tredimensionelle "malerier" og væginstallationer, hvor udforskning af materialer, former og farver i de håndstrikkede værker er centralt.
Phuc Van Dang har en baggrund som grafisk designer og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og design. I en proces over flere år har Phuc Van Dang arbejdet med at mestre den sorte streg, og han bruger kun sort maling i sine vægmalerier og mindre værker. Hans værker er en fusion af streetart, maleri og design, og han skildrer menneskelige forhold, følelser og natur gennem visuelle fabler i en balance mellem det abstrakte og det genkendelige.
Kultur på trods
Ved KUBEN er der mulighed for at få en kulturoplevelse midt i byens rum, samtidigt med at man kan holde afstand til sine medmennesker. Udstillingen kan opleves udefra, og både dag og nat, og det kan være et besøg værd på begge tidspunkter af døgnet, da udtrykket af udstillingen ændre sig via dens brug af lys, når mørket falder på.
Vi opfordrer til, at alle følger myndighedernes anvisninger for at beskytte sig selv og andre mod at sprede smitte med COVID-19. Vis hensyn og hold god afstand, hvis der er andre publikummer, når du kigger forbi KUBEN.
Udstillingen præsenteres af MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats.
the underworld pr billede.jpg