Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ny indsats til Makværk Festival 2025: - Vi vil gerne hylde, at kunst er for alle

Lær at tufte, mal med neonmaling og lav din egen animationsfilm. Makværk Festival vender tilbage den 10.-16. marts 2025 - denne gang med nye samarbejder, flere lokationer og endnu flere kunstoplevelser på programmet.

11. nov. 2024

Indhold

    Du kan se frem til en kreativ eksplosion af workshops og oplevelser, når Makværk Festival vender tilbage i marts næste år. Her bliver Horsens centrum for kunst og kreativitet, og børn, unge og voksne kan se frem til workshops, udstillinger, performances og endnu flere kunstneriske oplevelser end ved Makværk Festival 2023.

    - Vi glæder os til at kunne præsentere et endnu mere mangfoldigt program, når vi i samarbejde med mange andre kulturaktører i Horsens løfter Makværk Festival til nye højder, fortæller Helene Engelund, der er leder af Billedskolen Horsens, som står bag konceptet Makværk Festival.

    - Der skal maling på fingrene, vi skal se animationsfilm og vi skal besøge interaktive kunstudstillinger, så alle oplever at gå herfra med inspiration og appetit på mere skaberi. Vi vil gerne hylde, at kunst er for alle, siger hun. 

    Med festivalen håber Billedskolen Horsens at kunne vise, at kreativitet og det at skabe er for alle - uanset baggrund eller forudsætninger. Blandt årets nyheder er et samarbejde med Snurretoppen, en kunstskole for udviklingshæmmede i Horsens, som tilføjer et særligt perspektiv til festivalens tilbud.

    Troels' kunst er central for festivalens visuelle identitet

    Festivalens visuelle udtryk er baseret på kunstværket 'Fire tårne' af Troels Hugger Krøyer fra Snurretoppen. Værket er en farverig mosaik af detaljer og mønstre, der skaber en labyrintisk helhed. Det tog næsten to måneder at lave værket, som nu er en central del af Makværk Festivals visuelle udtryk.

    - Troels' værk er et fantastisk eksempel på, hvordan kunst kan give mennesker en ny stemme. Mange af vores elever får gennem kunsten en ny form for anerkendelse, som de måske ikke oplever i hverdagen. De får mulighed for at udtrykke sig på måder, de ellers ikke ville kunne, og det giver dem en stærk følelse af stolthed. Når deres værker bliver udstillet og beundret, som Troels' værk bliver her, får de en ny status - ikke som nogen med et handicap, men som kunstnere med et særligt talent, siger Stig Josefsen, daglig leder af Snurretoppen.

    Troels Hugger Krøyer, der er 49 år, har været en del af Snurretoppen siden 2009. Før han begyndte i Snurretoppen, havde han aldrig arbejdet med farver, men gennem årene har han udviklet en unik, farverig stil.

    - Det har været spændende at være med til, siger Trols Hugger Krøyer om processen med at få sit værk på Makværk Festivals plakat. 

    Som en del af Makværk Festivals program kan besøgende desuden opleve Snurretoppens kreative arbejde, når skolen afholder workshop, åbent værksted og tilbyder en unik mulighed for at købe elevernes værker.

    Sæt kryds i kalenderen! 

    Lige nu falder programmet for Makværk Festival 2025 på plads, og som noget nyt breder festivalen sig ud over flere kulturinstitutioner i Horsens herunder Horsens Kunstmuseum, Getsemane Kirke, Platform K og Kulturstationen.

    Endnu flere spændende nyheder og udvidede samarbejder vil blive præsenteret senere på året. Indtil da, opfordres alle til at sætte kryds i kalenderen den 10.- 16. marts 2025; en uge fyldt med farver, kreativitet og fællesskab

    Vind en eksklusiv festivalplakat
    Festivalen lancerer i november en konkurrence på sociale medier, hvor man kan vinde én af tre eksklusive festivalplakater med Troels Hugger Krøyers værk. Hold øje med festivalens kanaler for at deltage.

    Om Makværk Festival

    Bag Makværk Festival er Billedskolen Horsens, som har mere end 25 års erfaring med kreative læringsmiljøer.

    Festivalen afvikles under Horsens Kommune og med støtte fra Spar Nord Fonden, Horsens Folkeblads Fonden, Ny Carlsberg Fondet og Statens Kunstfond: Børn og unges møde med billedkunst.

    Læs mere på www.makværkfestival.dk

    Fakta

    • Makværk Festival er en billedkunstnerisk festival for alle. Som noget nyt finder festivalen sted på flere kulturinstitutioner i Horsens; Horsens Kunstmuseum, Getsemane Kirke, Platform K og Kulturstationen.
    • Dato: 10.-16. marts 2025.
    • Billetterne er gratis for børn og unge under 18 år.
    • Festivalen blev relanceret i 2023 som en videreudvikling af Tegnefestival og DM i Tegning, der har eksisteret siden 2008.
    • Bag Makværk Festival er Billedskolen Horsens, som afvikler festivalen i samarbejde med Horsens Kommune og med støtte fra Spar Nord Fonden, Ny Carlsberg Fondet, Horsens Folkeblads Fond og Statens Kunstfond: Børn og unges møde med billedkunst.
    • Programmet byder både på workshops, performances, events og udstillinger for skoler, børn, unge og voksne.
    • Kunstskolen Snurretoppens elevudstilling kan opleves i FOF Sydøstjyllands foyer og gange på Ane Stauningsvej 21B i Horsens. Udstillingen repræsenterer det bedste af årets værker - keramik, tryk, malerier og tegninger.