Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ny asfalt til både cyklister og bilister er på vej på den sidste del af Sønderbrogade

Beboere i området og trafikanter skal være opmærksomme på, at en del af Sønderbrogade bliver spærret for trafik i aften- og nattetimerne

01. jun. 2021

Indhold

    Snart bliver det mere behageligt for både cyklister og bilister at køre på Sønderbrogade på strækningen fra Niels Gyldings Gade/Bygholm Parkvej og hen til lige efter krydset ved Spedalsø. I de kommende uger bliver der nemlig lagt ny asfalt på både cykelstier og vej.

    Ligesom på øvrige centrale vejstrækninger bliver asfaltarbejdet lavet i aften- og nattetimerne for at undgå, at vejen skal spærres i løbet af dagen. Fra tirsdag den 1. juni 2021 til fredag den 4. juni 2021 bliver det øverste lag af den gamle asfalt på cykelstier og vejen fræset af.

    I ugen efter bliver cykelstierne samt vejen asfalteret i perioden fra søndag den 6. juni 2021 til fredag den 11. juni 2021. Arbejdet vil i begge uger blive udført mellem kl. 20 - 06, hvor cykelstier og vejen i begge retninger vil være spærret for trafik på den berørte strækning.

    - Vi har tidligere lagt ny asfalt på Vejlevej og den øvrige del af Sønderbrogade, og nu tager vi altså det sidste stræk med. I løbet af de seneste par år har vi fået lagt ny asfalt på rigtig mange af vores centrale cykelstier og veje, som mange cyklister og bilister hver dag kører på, siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme.

    Kan give støjgener

    Mens vejen er spærret, vil kun beboer-kørsel være tilladt i området. Af sikkerhedsmæssige hensyn anbefaler trafikchefen dog, at det kun sker i yderst begrænset omfang, da der bliver arbejdet med store maskiner i området.

    Når vejen er lukket, vil der også være standsnings- og parkeringsforbud på strækningen.

    Beboere på Sønderbrogade samt vejene omkring vil kunne opleve støjgener i forbindelse med arbejdet.

    - De maskiner, der bliver brugt, kan støje, og det kan man selvfølgelig blive påvirket af, når man bor tæt på. Vi håber, at folk har forståelse for det, mens vi arbejder, siger Allan Lyng Hansen.

    Vejarbejdet kommer også til at påvirke buslinjerne 4, 6 og 7 samt rute 105, 202 og 504 i perioden den 1.-3. juni og den 6.-10. juni 2021 i tidsrummet kl. 20 - 06. Hvis man skal med bus, er det derfor en god idé at holde sig opdateret om de kommende ændringer på Midttrafik.dk under "køreplaner".