Nu rekrutterer GLS til Horsens
GLS og Jobcenter Horsens samarbejder om at finde næsten 70 ansatte til den nye GLS terminal i Horsens Nord.
)
- Vi er utroligt glade for samarbejdet med Jobcentrets Virksomhedsservice om at ansætte timelønnede. Det er en kæmpestor opgave for os at rekruttere så mange mennesker på én gang, og her oplever vi, at vi kan bruge jobcentret til at læne os op af. Én af jobcentrets virksomhedskonsulenter henvendte sig allerede til os, da vi købte grunden sidste år, og de har virkelig gjort en indsats for at lære os at kende, blandt andet ved at besøge vores terminal i Aarhus. Jobcentret kender deres borgere, og det giver et helt andet afsæt, fortæller Jacob Fischer.
Sætter også de ledige i spil
GLS har aftalt med jobcentret, at nogle af de 60 timelønnede kan være ledige, der har brug for et såkaldt småjob - dvs. et job på nedsat tid - for at få foden inden for på arbejdsmarkedet. På den måde ønsker GLS at tage medarbejdere ind, der både kan og vil, men som har brug for en hånd til at komme godt i gang.
Borgmester i Horsens, Peter Sørensen, er glad for, at GLS føler sig taget godt imod i Horsens, og at de også ønsker at tage et socialt ansvar og bidrage til lokalsamfundet.
- At GLS allerede nu tænker småjobs ind i deres forretning og arbejder målrettet med at få kommunens ledige i spil, synes jeg er fantastisk. Det glæder mig, at de føler sig godt hjulpet i gang her i Horsens. Jeg tror på, at det her kun er starten på et samarbejde, som alle parter får rigtigt meget ud af, siger Peter Sørensen.
Nu starter rekrutteringen
GLS var også tilstede på årets jobmesse i Horsens den 21. marts, hvor fokus netop var på småjob. Interessen var overvældende og processen er nu i gang med at udvælge relevante kandidater i samarbejde med jobcentret. Jobmessen er første skridt i samarbejdet om rekruttering imellem GLS og jobcentret, som fremover kan indeholde infomøder i jobcentret med besøg af nuværende GLS-medarbejdere og speeddating for ledige.
Alle rekrutteringerne skal være på plads 17. juni, så der er tid til oplæring, inden den nye terminal åbner. Kontakt Virksomhedsservice i Jobcenter Horsens på 76 29 48 01 for mere information om de ledige job.
Fakta
- GLS har brug for ca. 60 timelønnede. Arbejdstiden er delt op i "sortering aften", som er fra kl. 15 til 21, og "sortering nat", som er kl. 24 til 07. Der er både brug for personer på fuldtid, på deltid imellem 10 og 25 timer, og på deltid imellem 25 og 30 timer.
- Opgaverne kan for eksempel være at scanne pakker, at håndtere afhentninger, at kanalisere pakker de rigtige stede hen, eller at stable pakker. Der er stor variation i opgaverne, og alle medarbejdere kommer ud i alle funktioner på skift.
- Jobbet kræver, at fysikken er i orden, da det er manuelt arbejde. De nye medarbejdere skal samtidig kunne arbejde selvstændigt, forstå arbejdsprocessen og byde ind med forslag til forbedringer.