Nu kan du indstille en kandidat til Horsens Kommunes Handicappris 2026
Kender du en ildsjæl, forening, virksomhed eller organisation, som gør en særlig forskel for mennesker med handicap i Horsens Kommune?Så kan du nu indstille din kandidat til Handicapprisen 2026.
Sidste års vinder af Handicapprisen var BK Vitus Horsens. Berit Schultz-Rose og Tor Claxton tog imod prisen på vegne af bokseklubben.
- Handicapprisen er vores mulighed for at hylde de mennesker og organisationer, der bidrager til, at børn, unge og voksne med handicap kan leve et aktivt og inkluderende liv. Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at indstille kandidater, siger Gitte Jensen, formand for Handicaprådet.
Vinderen modtager 10.000 kr. og et diplom
Fristen for at indstille kandidater er 5. november 2026.
Hvem kan modtage prisen?
Prisen kan gå til en ildsjæl, forening, virksomhed eller en privat eller offentlig organisation, der har gjort en særlig indsats for, at børn, unge eller voksne med handicap kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Sådan fungerer prisen
Ved udvælgelsen lægger Handicaprådet vægt på indsatser, der har:
- skabt rammer og muligheder for, at borgere med handicap får større livskvalitet
- inkluderet borgere med handicap i foreningslivet og det almindelige samfundsliv på lige fod med andre
- skabt forhold, der kan bidrage til forøget livskvalitet for mennesker med handicap
- skabt beskæftigelse for borgere med handicap
- skabt aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for mennesker med handicap
- sikret god tilgængelighed for alle borgere med funktionsnedsættelser
- bidraget til at gøre op med fordomme om borgere med handicap, herunder borgere med en sindslidelse.
Handicaprådet ser bredt på begrebet handicap. Det kan eksempelvis være sindslidelse, udviklingshæmning, hjerneskade, fysisk handicap samt høre-, tale- eller synshandicap.
- Det er en fin anerkendelse at få prisen - og den har været med til at sprede budskabet, så flere har hørt om holdet og vores fællesskab, siger Tor Claxton, træner i Bokseklubben Vitus Horsens og modtager af Handicapprisen 2025.
Hvem kan indstille?
Alle borgere med hjemsted i Horsens Kommune samt foreninger og organisationer med hjemsted i kommunen kan indstille kandidater. Medlemmer og suppleanter i Handicaprådet kan dog ikke indstille kandidater.
Hvem kan ikke indstilles?
Prisen kan kun tildeles for en indsats, der er udført i Horsens Kommune, og som har haft betydning for borgere i kommunen.
Ordinære medlemmer i Handicaprådet kan ikke indstilles.
Medarbejdere i Horsens Kommune kan ikke indstilles for en indsats, der er en del af deres arbejde i kommunen.
Sådan indstiller du
- Udfyld indstillingsskemaet på horsens.dk/handicapprisen.
- Skriv en kort, skriftlig begrundelse.
- Indsend indstillingen senest 5. november 2026 kl. 23.59.
Det er muligt at genindstille kandidater, der tidligere har været indstillet, men som ikke har modtaget prisen.
Vinderen offentliggøres i en pressemeddelelse på horsens.dk.
Prisoverrækkelsen finder sted 3. december 2026 på Rådhuset, Chr M Østergaards Vej 4.
Du kan finde yderligere oplysninger og indstillingsskemaet på horsens.dk/handicapprisen.
Du kan også kontakte Gitte Aagaard på e-mail gaa@horsens.dk eller telefon 76 29 70 71.
|
|