Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Nu behøver man ikke møde op på jobcentret for at melde sig ledig

Nu kan man melde sig ledig digitalt i stedet for at skulle møde fysisk op på rådhuset eller ungdomscentret for at søge kontanthjælp.

02. nov. 2023

Indhold

    • Læs op

    Den digitale tilmelding er trådt i kraft den 1. november og sker ved at udfylde en blanket, hvor man bl.a. bliver spurgt om, hvorfor man søger økonomisk hjælp. Er man fx lige blevet færdig med en ungdomsuddannelse, har man mistet sit arbejde eller noget tredje.

    "Ved at få afklaret nogle spørgsmål med det samme, kan vi hurtigst muligt guide den ledige til den rigtige kommunale afdeling. Alderen er også afgørende. Er man over 30 år, kan man søge kontanthjælp, mens det for ledige under 30 år hedder uddannelseshjælp", fortæller Cecilie Pedersen, der er faglig koordinator ved Jobcenter Horsens.

    Hvis man er udlænding eller har været udrejst fra Danmark i mange år, kan man søge en tredje type ydelse.

    Større fleksibilitet og mindre transport
    Den digitale løsning giver større fleksibilitet for den ledige. Man kan søge når som helst og med en forælder eller god ven ved siden af sig, hvis man har brug for hjælp bag skærmen. For personer med angst eller lign. udfordringer vil den digitale løsning som regel også være en fordel.

    For alle gælder det, at man sparer tid og penge på transport.

    Det er ikke nok at melde sig ledig
    En ansøgning om kontanthjælp består af flere trin. Ud over at melde sig ledig, skal man lave en konkret ansøgning. Det sker på borger.dk.

    "Man har i mange år både skulle melde sig ledig og lave en ansøgning om økonomisk hjælp. Det sker af og til, at nogen overser enten den ene eller den anden del. Med den nye digitale løsning håber vi, det bliver nemmere for den ledige at få gjort det, der skal til for at få hjælp", fortæller Michael Nedersøe, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

    Efter den digitale tilmelding følger en fysisk samtale
    Efter både at have meldt sig ledig og ansøgt på borger.dk skal man møde til en fysisk samtale. Det skulle man også tidligere, men nu skal man altså kun afsted én gang for at få startet op på den økonomiske hjælp.

    "Den første samtale vil altid være fysisk, for det kræver loven. Og det giver da også rigtig god mening at sidde overfor hinanden til den første snak om, hvordan den ledige kommer i gang med enten uddannelse eller arbejde. Her aftaler vi så rammerne for det videre forløb", fortæller Michael Nedersøe.

    Den nye mulighed for digital tilmelding gælder ved ansøgning om kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Ved jobcentrets afdeling på Norgesvej 2 er der stadig mulighed for at melde sig ledig fysisk, hvis man foretrækker det.

    Skal man melde sig ledig i forbindelse med ansøgning om dagpenge, ledighedsydelse og lignende, har det i mange år været muligt at gøre det digitalt.