Nordstern bygger plejecenter i Nørrestrand
Albo og Horsens Kommune har valgt totalentreprenør til byggeriet af Danmarks største plejecenter udenfor København.
Plejecenteret skal bygges som tre lukkede firelængede gårdhuse.
(Illustration fra dispositionsforslag/Ginneruparkitekter)
Det bliver en af Danmarks største udviklings- og byggevirksomheder, Nordstern, som skal bygge det kommende plejecenter i Nørrestrand ved Horsens. Et plejecenter, der bliver Danmarks største udenfor København, og som kommer til at indeholde 150 plejeboliger, hvoraf de 50 er specialiserede demensboliger.
Nordstern har vundet opgaven i et samarbejde med Norconsult og det lokale arkitektfirma, Ginnerup Arkitekter. Af arkitektens forslag til udformning af plejecentret fremgår det, at det bygges som tre lukkede firlængede gårdhuse i to etager, og at der laves gårdhave i hver bygnings midte.
Det er Boligforeningen Albo, der er bygherre, og som i samarbejde med Horsens Kommune har haft den store byggeopgave til en samlet værdi af ca. 350 mio. kr. i udbud.
Hos Nordstern er der stor tilfredshed med at have fået opgaven med at bygge plejecenter i Nørrestrand.
- Vi er glade for, at Albo og Horsens Kommune har vist os den tillid at vælge Nordstern til denne opgave. Vi har stor erfaring med at bygge plejecentre og ved derfor, at bygningerne først og fremmest skal fungere i hverdagen for beboere, pårørende og medarbejdere. Det glæder vi os til at være med til at levere i tæt samarbejde med både Albo, Horsens Kommune og vores rådgivere, Norconsult og Ginnerup Arkitekter, siger Morten Chrone, Group CEO, Nordstern.
Albo lægger i forvejen med seks plejecentre hus til størstedelen af plejeboligerne i Horsens, og det er en kendsgerning, at der er og fortsat vil være stor efterspørgsel på plejeboliger. Det er baggrunden for, at Albo sammen med Horsens Kommune har sat det store byggeprojekt i gang.
Administrerende direktør i Albo, Michael Meldgaard, ser frem til samarbejdet med Nordstern.
- Vi er utrolig glade for, at Nordstern, som er en lokal virksomhed, og som i forvejen har rigtig god erfaring med at bygge plejecentre og boliger til ældre, har vundet opgaven som totalentreprenør. I Albo glæder vi os til at komme i gang og efterfølgende til at drifte rammerne for endnu et plejecenter i Horsens, siger Michael Meldgaard.
Han tilføjer, at netop de seneste års sammenlægninger af almene boligforeninger i Horsens har givet Albo en volumen, der gør boligforeningen i stand til give sig i kast med så stort et projekt, som det kommende plejecenter i Nørrestrand.
I første omgang var det planen, at plejecentret skulle indeholde 75 boliger. Men det viste sig, at behovet var noget større end først antaget, og derfor blev antallet af plejeboliger i det nye plejecenter i Nørrestrand fordoblet.
Borgmester Peter Sørensen er meget tilfreds med, at Albo er klar til sammen med Horsens Kommune at sætte gang i et byggeprojekt i den størrelsesorden.
- For vi har hårdt brug for pladserne, siger Peter Sørensen.
Han glæder sig samtidig over, at det er Nordstern, der skal stå for det omfattende byggeri.
- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at en stor lokal virksomhed har vundet udbuddet og skal løse opgaven med at bygge et fantastisk plejecenter placeret i den smukke natur i og omkring Nørrestrand.
Det forventes, at første spadestik kan tages om knapt et år, når alt er tegnet og projekteret.
Lokalplanen, som Horsens Byråd vedtog i april 2026, muliggør udover plejecentret også byggeri af et botilbud med 40 lejligheder til beboere med udviklingshæmning, og her forventes første spadestik at blive taget i marts 2027. Selve byggeriet af plejecenteret kommer til at tage ca. 23 måneder og det forventes at stå klar til indflytning i april 2029.
Fakta om Nordstern:
Nordstern er i dag den største danske ejendomsudvikler og totalentreprenør indenfor udvikling, opførelse og renovering af bolig- og erhvervsbyggeri.
Nordstern er ejet af ActivumSG og skabt ved sammenlægningen af CASA og KPC - to selvstændigt stærke aktører i dansk byggeri.
Nordstern har en omsætning på mere end seks mia. kr. med en EBIT på 172 mio.
Nordstern har i dag mere end 400 medarbejdere og er en landsdækkende koncern med hovedsæde i Horsens og med kontorer i Aarhus, Herning og København.