Markant fald i sygefravær på plejecenter
Åben snak om styrker og svagheder gør ansatte mere robuste.
)
Af Vibeke Juul
En god og åben snak om udfordringer på jobbet - og måske også i privatlivet - giver markant færre sygedage hos plejepersonalet i plejeboligerne på Plejecenter Skovly i Hovedgård.
Tendensen blev ekstra tydelig under coronakrisen, hvor medarbejderne "rykkede sammen i bussen," som de selv udtrykker det for at passe særligt meget på hinanden og borgerne i form af ekstra omhyggelig hygiejne og fokus på at fjerne forstyrrelser.
I den periode faldt sygefraværet med 4,1 procentpoint.
Men plejecentret har generelt oplevet et fald i sygefraværet i de senere år. Det skyldes først og fremmest en bevidst og vedholdende ledelsesstil, hvor medarbejderne opfordres til at snakke om, hvordan de har det.
Daglig leder Birthe Elisabeth Petersen fortæller:
- Når en medarbejder ringer til mig om morgenen og siger, at hun gerne vil møde på arbejde, men at hun på grund af dårlig nattesøvn eller hovedpine kan have brug for hjælp i nogle arbejdssituationer, så opfordrer jeg hende til at møde ind, og så tager vi det op på vores morgenmøde. Det kan som regel ordnes sådan, at jeg flytter rundt på opgaverne, så de passer til dét, medarbejderen kan lave den dag. På den måde undgår vi sygemeldinger.
Hun tilføjer, at ændringer i opgavefordelingen kun kan gennemføres takket være et fleksibelt og indfølende personale.
Den indstilling til jobbet er præcis dét, der gør Sanne Zabro, social- og sundhedsassistent, mega stolt af sin arbejdsplads.
Hun ser det som et kæmpe plus, at alle er så gode til at drage omsorg for hinanden - noget der også smitter af på beboernes livskvalitet.
- Mange af os har arbejdet sammen i en del år. Vi kender derfor hinanden og kan hurtigt kode os ind på, hvis en kollega hænger med skuffen. Så kan vi godt sige: "Det der går vist ikke. Nu skal jeg nok tage over."
-
Hun tilføjer, at det gode arbejdsfællesskab også skyldes medarbejdernes lyst til at gøre ting sammen uden for arbejdstiden:
- Vi har lavet en strikke- og en gåklub, og vi er gode til at mødes til spisning hos hinanden, når vi trænger til lidt ekstra snak.
Det samlede sygefravær i Horsens Kommunes plejeboliger er generelt faldet under coronakrisen. Især i maj hvor fraværsprocenten var 5,5 % mod 8,0 % sidste år.
Skovly .jpg