Litteratur, sanser, bevægelse og leg – Horsens får et Bettetek til de yngste
Nordea-Fonden har uddelt lidt over 2,5 mio. kr. til Horsens Kommunes biblioteker som et bidrag til at lave et nyt børnebibliotek for de 0-6-årige. Det bliver indrettet i den tidligere byrådssal og bliver en del af byens nye fælles- og kulturhus på Rådhustorvet i Horsens
)
Hvordan det nye børnebibliotek præcis kommer til at se ud, er endnu ikke på plads, men billedet viser, hvilke idéer, visioner og ambitioner, der er på tegnebrættet. (Visualisering: AART)
Et unikt børnebibliotek for de yngste i Horsens Kommune bliver nu til virkelighed. Med 2.541.900 kr. i støtte fra Nordea-fonden kan projektet "Betteteket: Litteratur og fortællinger gennem sanser, bevægelse og leg" gå fra at være en vision til at blive en realitet.
Kommunens nye børnebibliotek åbner i sommeren 2026 og bliver en del af det nye fælles hus på Rådhustorvet. Formålet med Betteteket - som børnebiblioteket er døbt - er at inspirere børn fra 0-6 år og deres familier til at gå på opdagelse i bøgernes og fortællingernes verden.
Biblioteket bliver indrettet som et skærmfrit og sanseligt univers, hvor litteratur bliver koblet med leg, bevægelse og kreativitet - selvfølgelig i børnehøjde og på børns præmisser.
- Vi ved, at lysten til at læse og interessen for fortællinger bliver grundlagt tidligt. Med Betteteket vil vi give børn og deres familier et trygt, inspirerende og legende univers, hvor litteraturen får liv gennem hele kroppen, siger Louise Buus, der leder projektet ved Horsens Kommunes biblioteker.
Fra byrådssal til børneeventyr
Transformationen af den tidligere byrådssal er en del af en større omdannelse af det gamle Horsens Rådhus til et nyt fælles- og kulturhus, hvor bl.a. Horsens Bibliotek, Borgerservice og Sund By flytter ind.
I Betteteket bliver kunsten i salen bevaret bl.a. Poul Gernes' markante udsmykning, som bliver en integreret del af det legende univers. Og netop legen skal være en gennemgående rød tråd.
- Vi er rigtig glade for, at Nordea-fonden vil støtte projektet. Med Betteteket vil vi styrke børns lyst til at læse helt fra de første år. Vi skaber et rum, hvor litteraturen ikke bare skal læses - men sanses, leges og opleves med hele kroppen, siger Allan Malver, chef for Bibliotek, Borgerservice og Fællesskab i Horsens Kommune.
Huler til højtlæsning og kreaområder
Behovet for gode læsetilbud til de yngste er stigende, og Betteteket vil give børn, forældre, dagplejere og pædagoger et levende mødested midt i byen.
Betteteket viderefører bibliotekets fokus på at styrke læselysten blandt børn og unge. Med succesrige initiativer som LÆS! - en årlig læsefestival for børn og unge i hele Horsens Kommune - har biblioteket allerede vist, hvordan læsning kan gøres levende og engagerende. Nu skabes et fysisk univers for de yngste, hvor samme ambition foldes ud gennem sanser, bevægelse og leg.
Betteteket bygges op omkring forskellige stemningsfulde og funktionelle zoner - f.eks. én, hvor sproget bliver stimuleret gennem sanser og lyd, en anden, hvor børn møder bogstaver gennem leg og bevægelse samt en tredje, som er en stor læsetrappe med skjulte huler og ordlege.
Derudover bliver der indrettet huler til højtlæsning og kreative områder i børnehøjde.
- Med Betteteket skaber vi ikke blot et børnebibliotek - vi investerer samtidig i børnenes interesse og lyst til at læse. Børnene kommer til at møde et sted, hvor fantasi og læring smelter sammen, og hvor sanser og leg bliver gennemgående. Samtidig skaber vi et nye mødested, der kan bruges af familier, dagplejere, vuggestuer og børnehaver, og som er med til at omdanne det gamle rådhus til byens nye samlingspunkt, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.
FAKTA
- Betteteket er et nyt børnebibliotek for 0-6-årige i Horsens Kommune
- Det indrettes i den tidligere byrådssal som en del af omdannelsen af Horsens Rådhus til et nyt fælles kulturhus
- Projektet har et samlet budget på ca. 5 mio. kr.
- Projektet er støttet med 2,5 mio. kr. fra Nordea-fonden. Horsens Kommune Bibliotek står selv for den resterende finansiering.
Bettetek_3.png
Scene 1 - Gernes hall - lille.jpg