Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Kultur og KRAM: når kulturen giver et kram – og åbner døre for flere

I uge 19  - fra den 5. til 11. maj - fyldes kalenderen i Horsens Kommune med over 40 aktiviteter, der giver plads til livsmod, bevægelse, musik og fællesskab. Det er første gang, Kultur og KRAM-ugen løber af stablen - en uge særligt tilrettelagt for mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, som ofte har svært ved at tage det første skridt ind i de kultur- og sundhedstilbud, der allerede findes.

28. apr. 2025

Indhold

    Formålet er at vise, hvordan små justeringer og åbne fællesskaber kan give flere adgang til oplevelser, som ellers kan føles uden for rækkevidde.

    - Der findes mange gode kultur- og sundhedstilbud, men ikke alle har lige let ved at tage del i dem. Særligt hvis man lever med psykiske eller fysiske udfordringer, kan det kræve noget ekstra at finde modet til at være med. Kultur og KRAM-ugen handler om at skabe rammer, hvor flere kan få mulighed for at deltage, siger Lone Bahnsen Rodt, chef for Handicap, Psykiatri og Socialt Udsatte i Horsens Kommune.

    Små greb, der gør en stor forskel
    I Kultur og KRAM-ugen er det netop de små justeringer, der gør forskellen: dæmpet lys og lyd, aktiviteter i mindre grupper eller muligheden for at tage en kendt ledsager med. Nogle arrangementer er åbne for alle, mens andre er tilrettelagt som interne aktiviteter i trygge og kendte rammer for beboere og deltagere i kommunens og samarbejdspartneres egne tilbud.

    - Når vi mødes på tværs og lader os inspirere af hinanden, åbner vi ikke bare nye tilbud - vi åbner nye veje til liv. Kulturen kan være den løftestang, der giver plads til at deltage, drømme og tage skridt mod et mere selvstændigt og meningsfuldt liv, tilføjer Lone Bahnsen Rodt.

    KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion - de velkendte byggesten for fysisk sundhed. Men trivsel handler om mere end kroppen. Derfor arbejder vi i Kultur og KRAM-ugen også med det dobbelte KRAM: Kompetencer, Relationer, Accept og Mestring. Her er fokus på fællesskab, anerkendelse og følelsen af at lykkes - fordi sundhed også er at høre til og kunne finde sin plads.

    Oplevelser, der giver mod
    Programmet spænder bredt: mindful gåture i Boller Nederskov, outdoor træning ved Hansted Kloster, kreative værksteder, stand up paddle og filmforevisninger med tilpassede sanseforhold. Også OK-Fonden Enghaven deltager med flere aktiviteter - blandt andet en koncert i Søvind Kirke, hvor beboerne selv står på scenen.

    - Alle vores beboere lever med psykiske udfordringer, men har lige så stort behov for kultur, sundhed og fællesskab som alle andre. Når de deltager - hvad enten det er ved at stå på scenen, synge med eller være en del af et fællesskab - er de ikke deres diagnose. De er mennesker, der lykkes, oplever noget sammen med andre og får mod på at tage nye skridt. Aktiviteterne kan være en appetitvækker, der giver lyst til at fortsætte og finde vej til flere oplevelser fremover, siger Christina Munch, afdelingsleder, og Christina Rosby Løwenstein, chef, begge fra OK-Fonden Enghaven.

    Sammen om at åbne døre
    Kultur og KRAM-ugen er blevet til i et tæt samarbejde mellem Horsens Kommune, civilsamfund, foreninger og aktører som Kirkens Korshær, biografen Megascope og netop OK-Fonden, Enghaven. Flere af aktiviteterne bygger på idéer og ønsker fra borgere, der har peget på, hvad der kunne vække lysten til at være med.

    Ugen udspringer af kommunens udviklingsspor Sammen om Kulturen og Sundhed for Livet, hvor målet er at styrke borgernes livskvalitet gennem meningsfulde fællesskaber og tilgængelige aktiviteter. Når kultur og sundhed tænkes sammen, opstår der nye veje til trivsel og deltagelse.

    -  Kultur og KRAM-ugen viser, hvordan vi kan skabe nye forbindelser mellem kultur og sundhed. Når vi åbner for samarbejder på tværs, giver vi flere mulighed for at opleve glæden ved kultur, bevægelse og fællesskab - på måder, der tager hensyn og inviterer ind, siger Lasse Schuleit, chef for Kultur og Events i Horsens Kommune.

    Første skridt på en længere rejse
    Selvom det er første gang, Kultur og KRAM-ugen afholdes, er ambitionen, at initiativet skal fortsætte og udvikle sig i de kommende år. Erfaringerne og samarbejdet skal være med til at finde endnu flere veje til at invitere flere med i fremtiden.