Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Kom og få varmen til Energidag: Sådan kan du bo mere klimavenligt og energieffektivt

Hvordan får du mest muligt ud af varmen i dit hus ved at energirenovere? Og hvad er det bedste og mest klimavenlige alternativ til dit naturgas- eller oliefyr, når du bor i et område uden fjernvarme? Horsens Kommune inviterer kommunens boligejere til at få svar på blandt andet disse spørgsmål, når kommunen afholder Energidag...

10. jan. 2024

Indhold

    Den 20. januar inviterer Horsens Kommune til Energidag, hvor man får inspiration og vejledning til, hvordan man personligt kan bidrage til at reducere miljøpåvirkningen - og samtidig spare penge på varme- og elregningen i sit hjem. Foto: Horsens Kommune.

    Med Energidagen håber Horsens Kommune på at kunne hjælpe de borgere, som ikke har adgang til fjernvarme, på vej i overvejelserne omkring udskiftning af naturgas- og oliefyr. Samtidig skal dagen også inspirere alle boligejere til at spare strøm og varme ved at energirenovere deres hjem.

    Rikke Christensen, formand for kommunens Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalg, ser frem til dagen, som er et gratis tilbud til borgerne med fokus på de klimavenlige energivalg:

    - I Horsens Kommune arbejder vi for at skabe en mere bæredygtig fremtid og helt konkret at udfase naturgas- og oliefyr. Med vores ambitiøse klimaplan og varmeplan mener jeg, vi som kommune forpligter os til at vejlede borgerne til at kunne træffe de klimavenlige valg. Et bæredygtigt valg af varmekilde og en energirenovering af sit hjem er ikke blot en investering i hjemmet, men en investering i vores miljø. Energi - altså den strøm og varme vi bruger - står for næsten halvdelen af den CO2-udledning, vi har her i kommunen. Så det er naturligvis et væsentligt tema i den fælles indsats for en grønnere kommune, siger Rikke Christensen.

    Energieffektivisering og udskiftning af olie- og naturgasfyr er vigtige tiltag inden for temaet energi på vejen mod CO2-neutralitet.

    Uvildige eksperter fra SparEnergi vil på Energidagen fortælle om, hvordan boligejere uden adgang til fjernvarme finder den bedste - både økonomisk og klimamæssigt - varmekilde til deres hjem. Samtidig vejleder de om, hvordan man kan energirenovere sit hjem.

    Man har også mulighed for at høre journalist, forfatter og hverdagsaktivist Signe Wenneberg fortælle om sin egen rejse med bæredygtigt byggeri og renovering. Lige fra at bygge i klimabæredygtige materialer til at bevare og hensynsfuldt renovere sit hjem.

    Kommunen udlodder på energidagen 10 gratis energitjek for boligejere med naturgas- og oliefyr. Med et energitjek får man besøg af rådgivere, der gennemgår ens hjem og giver konkrete forslag til energiforbedringer.

    De Små Klimamonstre vil underholde børnene i løbet af dagen, så tag gerne familien med til en dag fyldt med viden og sjov.

    Dato og tidspunkt:

    Lørdag den 20. januar fra 9.30-13.00

    Sted:

    Horsens Bibliotek, Tobaksgården 12, 8700 Horsens

    Tilmelding:

    Hent en gratis billet via Place2Book: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/1t28qu1n0u.

    Efter først til mølle.

    Vedhæftede filer

    https://www.place2book.com/da/sw2/sales/1t28qu1n0uSne2024_4.jpg