Klædt på som spire
Stor interesse for nyt kursus, der forbereder unge til et fritidsjob som spire i ældreplejen.
Unge vil gerne være klædt på til at søge et fritidsjob, hvor de kan være med til at skabe liv og nærvær for ældre mennesker, der bor i plejebolig. Horsens Kommune har i samarbejde med Social- og sundhedsskolen lavet et nyt kursus, der klæder unge 13-17årige på til at varetage et fritidsjob som spire.
Her lærer de blandt andet om god kommunikation og relationer med ældre mennesker, om kost, sygdomme og hygiejne. Kompetencer, der kan være gode at have, når man får fritidsjob som spire på et plejehjem.
Fælles for de unge på spirekurset er, at de gerne vil have et fritidsjob med mening, hvor de er sammen med ældre mennesker, og hvor de med deres nærvær kan gøre en forskel for de ældre i deres hverdag.
-Jeg tror jobbet er både spændende og sjovt, og jeg vil gerne høre det, de ældre kan fortælle om gamle dage, siger Marius Lindstrøm, der går på spirekurset og går i 7. klasse på Østerhåbskolen i Horsens.
Klar til job
På kurset kan de unge også få hjælp til at skrive et CV, der kan øge deres chancer for at få et af de eftertragtede fritidsjobs som spirer på et plejehjem.
-Spirekurset kommer ikke med jobgaranti, siger Hanne Christensen, der er rekrutteringskonsulent i Horsens Kommune. Men det giver en god viden om jobbet og styrker den unges kompetencer og muligheder for at komme i betragtning til et spirejob.
Udvidet med ekstra pladser
Spirekurset består af tre mødegange af tre timer. Kurset holdes af Ungdomsskolen og de 15 pladser blev hurtigt revet væk. Faktisk blev deltagerantallet udvidet, så alle 21 interesserede fik en plads.
-Vi er glade for den store interesse for kurset, da vi ser et perspektiv i at give unge et indblik i social- og sundhedsfagene og øge deres interesse for et job, hvor man kan gøre en forskel for andre mennesker. Det har vist sig, at vores spirer er rigtig glade for deres job og gerne fortæller deres klassekammerater og andre om, hvad de laver, siger Maila Tandrup, der er sundheds- og ældrechef i Horsens Kommune.
Spirekurset holdes på Social- og sundhedsskolen i Horsens, så de unge samtidig oplever skolen som uddannelsessted.
-Vi øver blandt andet, hvordan vi vasker hænder og spritter korrekt for at afbryde smitteveje. Desuden taler vi om gode aktiviteter og hvordan de som spirer kan møde de ældre mennesker, og have gode samtaler med dem. Vi håber, at de unge har det sjovt og at de får lyst til at komme her igen, siger Jane Moltke, der underviser de unge og er sundhedsfaglig underviser på Social- og sundhedsskolen.
Fakta om spirer
- Horsens var den første kommune, der lavede forsøg med spirer i fritidsjob. Ordningen startede i 2019.
- Horsens Kommune har i dag 30 spirer ansat på 16 af kommunens 22 plejecentre. Der er lige nu opslået ledige spirestillinger på fire plejecentre.
- Spirer i Horsens Kommune møder ind om eftermiddagen efter skole og hygger om beboerne, typisk to timer, to gange om ugen. Jobbet består i at gå ture med beboerne, lægge tøj sammen, spille spil, eller på andre måder hygge sig med beboerne.
- Der er stor interesse og mange ansøgere, når der slås ledige spirejob op.
DSC03780spirekursus piger.JPG