Julelys, julemand og fakkeloptog i Horsens midtby
Traditionen tro skydes julen i Horsens for alvor i gang med julemandens ankomst på havnen, optog gennem byen og tænding af alle julelysene. I år bliver optoget lidt noget særligt, da MÆRK Byen udlåner 200 fakler til at lyse op i optoget. Det hele sker fredag den 30. november.
)
Traditionen tro byder Horsens julemanden velkommen ved inderhavnen kl. 16.00 med nissekor og juletoget "Nordstjernen". I år udlåner MÆRK Byen 200 fakler til alle, der har lyst til at gå og hjælpe med at lyse op i optoget. Fra inderhavnen bevæger optoget sig gennem byen med Garderforeningen Horsens og Omegn og julemanden i front.
På vejen kommer optoget forbi det store pariserhjul på Torvet, før det lander ved KUBEN. Ved KUBEN vil et børnekor synge muntert julemusik, hvorefter Borgmesteren går på scenen og tænder al julebelysning i gågaden. Herefter synges julen ind af Ida Marie.
Programmet for dagen ser sådan ud:
16.00 Julemanden ankommer til inderhavnen.
16.15 Juleoptoget går fra inderhavnen, af Borgergade, forbi Torvet og videre af Søndergade.
16.45 Juleoptoget ankommer til KUBEN.
17.00 Borgmesteren tænder julebelysningen i midtbyen
17.05 Ida Marie synger julen ind
En december pakket ind i julestemning
Juleaktiviteterne d. 30. november er kun startskuddet til 24 dage fyldt med juleaktiviteter og julehygge i Horsens midtby. Bare den første weekend d. 1.-2. december kan de handlende komme i julehumør med bl.a. hestevognstur, kreativ workshop i juleKUBEN eller bytorvHORSENS, møde julemanden eller høre koncert med Northern Lights Gospelkor.
I løbet af december kan man også tage en tur med Juletoget eller gratis prøve det 22 meter høje pariserhjul på Torvet ved Vor Frelser Kirke. Børnene kan lave sjovt julepynt til kreative workshops og aflevere en ønskeliste til julemanden. På programmet er også et luciaoptog, show med Pyrus, Gurli Gris eller Paw Patrol, Komediehusets drillenisser, julekoncerter og en masse andet.
Programmet for hele julen kan fra uge 48 ses på spothorsens.dk/jul eller hentes i en trykt udgave bl.a. ved Skøjtebanen på Rådhustorvet og ved KUBEN.
Julen i Horsens er arrangeret i et samarbejde mellem Horsens Kommune, CityHorsens, MÆRK Byen, bytorvHORSENS og SpotHorsens.