I fleksjob på rekordtid
47-årige Henriette trodsede gigten og kom - med hjælp fra Jobcenter Horsens - hurtigt tilbage i job.
)
Henriette Ørskou Carlsen var skamfuld over ikke at kunne arbejde så meget mere. Men "selvstændige er vant til at tage skeen i egen hånd", som hun udtrykker det, og i dag er hun glad igen og lykkelig for sit fleksjob.
Af Vibeke Juul
Foto: Per Algreen
Et effektivt samarbejde med Jobcenter Horsens koblet med et personligt gå-på-mod har bragt den 47-årige Henriette Ørskou Carlsen hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, efter at hun fik diagnosen psoriasisgigt.
Henriette er oprindelig uddannet dekoratør men har i mange år haft sin egen smørrebrødsforretning. Sidste år måtte hun imidlertid sygemeldes på grund af smerter i leddene. Der skulle dog gå en rum tid, inden lægerne fik fastslået den rigtige diagnose.
I mellemtiden lurede depressionen lige under overfladen, for hvad skulle hun fremover leve af. Hvordan ville sygdommen udvikle sig, og kunne hun blive ved med at drive sin forretning.
Mange spørgsmål var i spil, men svarene på hendes fremtidige liv begyndte først at dukke op, da hun startede i et tre måneder langt jobafklaringsforløb med ligesindede på smerteklinikken U-Turn Horsens. Takket være samtaler med de andre deltagere og et team bestående af en fysioterapeut, en socialrådgiver og en psykolog fandt hun en vej tilbage til arbejdsmarkedet med udgangspunkt i sin nye situation.
- Det hjalp virkelig at sparre med de andre deltagere på holdet. Ved hjælp af øvelser og træning blev jeg langsomt bygget op igen, og mine tunge tanker om fremtiden lettede. Samtidig blev jeg ordineret biomedicin for at holde gigtsmerterne i skak, fortæller Henriette, der efter opholdet havde overskud til selv at finde en praktikplads.
En dag på vej hjem fra jobcentret gik hun ind i tøjbutikken Dansk Outlet og spurgte, "Kan I bruge mig?". Det resulterede i første omgang i en praktikplads.
Henriettes praktik blev dog kortvarigt sat på stand by af coronaen, men så snart verden åbnede igen, arbejdede Jobcentret på højtryk for at få oprettet et fleksjob til hende.
Maria Fly Nørskov, der ejer tøjbutikken, fortæller om processen:
- Vi synes, det var meget modigt af Henriette at banke på vores dør. Den slags medarbejdere vil vi gerne holde på, så i samarbejde med hende og jobcentret fandt vi frem til et fleksjob med det rette timetal.
Selvom Henriette har måttet bide i det sure æble og acceptere, at hun ikke længere kan arbejde så mange timer, som hun gerne ville, er hun i dag lykkelig for sit fleksjob. Og hun vil gerne videregive et godt råd til andre, der vil generobre en plads på arbejdsmarkedet:
- Hank op i jer selv, bank på døren og tro på, at I er gode nok!
(Billedtekst) Et forløb på en smerteklinik var med til at bygge Henriette op efter et sygdomsforløb, og dermed blev en truende depression afløst af en tro på fremtiden.
(Billedtekst) - Det var modigt gjort af Henriette at banke på vores dør. Den slags medarbejdere vil vi gerne have flere af, siger Maria Fly Nørskov, indehaver af tøjbutikken Dansk Outlet i Horsens.
Henriette ved kassen 9880.jpgLys på Henriette 9849.jpg
Maria 9892.jpg