Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Hver fjerde af Horsens Kommunes unge vælger en erhvervsuddannelse – det er markant flere end i resten af landet

Nye tal viser, at 25,3 pct. af Horsens Kommunes unge har søgt ind på en erhvervsuddannelse, efter de har afsluttet folkeskolen. Det står i stærk kontrast til udviklingen på landsplan, hvor blot en femtedel søger den vej

14. apr. 2025

Indhold

    Der er stor efterspørgsel på faglærte både i det offentlige og i landets virksomheder, og i Horsens Kommune er der nu en hel del flere på vej. Faktisk har flere end hver fjerde af kommunens unge søgt ind på en erhvervsuddannelse i 2025 - det er hele 5,3 pct. over landsgennemsnittet og en stigning på 1,4 pct. fra sidste år, hvor tallet hed 23,9 pct.

    Dermed er Horsens Kommune en af de få danske kommuner, der lykkes med at få stadig flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Stigningen glæder borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen:

    - Jeg synes, det er fantastisk, at så mange af vores unge vælger en erhvervsuddannelse - det er helt afgørende for, at både velfærdssamfundet og vores virksomheder fortsat kan følge med og udvikle sig. I Horsens Kommune har vi i mange år arbejdet målrettet med at klæde vores folkeskoleelever på til at vælge lige præcis den uddannelse, der passer til dem og deres drømme. Det indbefatter både virksomhedsbesøg, uddannelsesbesøg og projektforløb, og det bærer igen i år frugt, kan vi se på tallene.


    En dedikeret og koordineret indsats


    Udviklingen i søgningen mod erhvervsuddannelserne i Horsens Kommune er resultatet af et stærkt samarbejde mellem grundskoler, erhvervsliv og ungdomsuddannelser.

    Igennem skoleforløb og besøg på lokale virksomheder og ungdomsuddannelser bliver kommunens folkeskoleelever præsenteret for nogle af alle de veje, de kan gå, når folkeskolen slutter - heriblandt erhvervsuddannelserne.

    Indsatsen hedder Samspil, og i den bliver der dedikeret 250 timer, fra børnene begynder i børnehaveklasse, til de afslutter niende, til at møde og lære om en bred vifte af mulige drømmejobs og -uddannelser. Det giver eleverne et kvalificeret grundlag at træffe deres uddannelsesvalg på.

    Om indsatsen fortæller skolechef, Henrik Kallestrup:

    - Vi har et stort fokus på, hvordan vores elever får mulighed for at se, hvordan forskellige uddannelses- og karriereveje ser ud i praksis. Som ung kan det være svært at forestille sig, hvad en industritekniker eller social- og sundhedsassistent laver - særligt, hvis du ikke har en i familien, der beskæftiger sig med faget. Derfor er der brug for, at de kan møde faget og nogle, de kan spejle sig i allerede i løbet af folkeskolen - og det er netop formålet med Samspil.


    I Horsens Kommune har 40 virksomheder valgt at støtte op om Samspilsindsatsen og invitere kommunens unge på virksomhedsbesøg i 2025. I alt afholdes cirka 150 virksomheds- og uddannelsesbesøg om året.