Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Hurtigtest i Sundparken og Axelborg fra mandag

Fra mandag udvides også åbningstid for test i Brædstrup

15. apr. 2021

Indhold

    Region Midtjylland opretter nu to nye hurtig-test-steder i Horsens - som begge åbner på mandag den 19. april. Det drejer sig om et test-sted i Axelborg - nærmere bestemt i Beboerhuset, Axelborg 4c - og et test-sted i Sundparken - i Aktivitetshuset på Hybenvej 6.

    Begge test-steder vil der være åbent alle dage inklusiv lørdag og søndag fra kl. 9 til 19 - og alle har mulighed for at møde op og få foretaget en hurtig-test.

    Det er Falck, som står for testningen, der foregår via podning i næsen og med svar indenfor 15-30 minutter.

    Ligeledes fra mandag den 19. april udvides åbningstiden på testcentret i Brædstrup, så der bliver mulighed for at blive testet mellem 9 og 19 alle ugens dage.

    Borgmester Peter Sørensen er meget tilfreds med meldingen fra Region Midtjylland.

    - Vi har været i dialog med regionen for at få etableret flere testmuligheder i Horsens, og det er virkelig godt, at det er lykkedes. Jeg er fortsat i dialog med regionen om åbning af endnu flere test-steder - eksempelvis på eller lige omkring Søndergade nu hvor restauranter og cafeer også står foran en åbning. Men det afhænger alt sammen af, hvor meget test-kapacitet, regionen har til rådighed. Det er utrolig vigtigt, at vi bliver testet for at undgå smittespredning og for bedst mulig smitteopsporing, og forhåbentlig vil rigtig mange benytte sig af, at der fra på mandag igen er testmuligheder i Axelborg og i Sundparken, siger Peter Sørensen.

    I Horsens Kommune er der i forvejen mulighed for at blive PCR-testet med tidsbestilling på testcentret ved CASA Arena på Langmarksvej og hurtigtestet uden tidsbestilling på Falcks testcentre på Sandøvej 16 og Ove Jensens Allé 19c i Horsens og i Borgercentret på Niels Wongesvej 8 i Brædstrup.

    På Regions Midtjyllands hjemmeside - www.rm.dk - er det hele tiden muligt at se den opdaterede liste over test-steder og åbningstider.