Horsens varmer op til EU-formandskabet med gratis debataften med europaministeren
Horsens overtager officielt EU-formandskabet d. 4. oktober, men allerede d. 17. september tages der hul på den europæiske fest i byen. Det gør der, når Forum Horsens danner rammen om en gratis debataften med blandt andre europaminister Marie Bjerre og EU-parlamentariker Niels Fuglsang.
)
Kan Europa stå på egne ben? Dét spørgsmål er blevet stillet igen og igen blandt de europæiske ledere, og nu bliver det også stillet i Forum Horsens d. 17. september.
Bag spørgsmålet står journalist og tidligere Deadline-vært Nynne Bjerre, som i anledning af Horsens' EU-formandskab samler toppolitikere, eksperter og borgere til en samtale om Europas nutid og fremtid.
Med på scenen er europaminister Marie Bjerre, EU-parlamentariker Niels Fuglsang og chefanalytiker i Tænketanken Europa Christine Nissen. Sammen skal de give interesserede borgere indblik i, hvordan Europas rolle ser ud i en verden, der er under forandring.
Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, glæder sig til en vigtig samtale, og til, at Horsens om lidt skal være værter for det europæiske fællesskab:
- Debataftenen markerer begyndelsen på en lang række spændende kultur- og debatarrangementer, som kommer til byen, når vi overtager EU-formandskabet. EU-formandskabet er nemlig ikke kun for ministre og embedsfolk, men for alle - unge som ældre. Og det glæder mig, at vi kan invitere horsensianerne med til nogle vigtige samtaler om noget så vigtigt som vores egen - og resten af Europas - fremtid lige her, hvor vi bor.
Et EU-formandskab for alle - kulturspækket program venter
Debataftenen d. 17. september tjener som optakt til et EU-formandskab, som kommer til at fylde i byen - bogstavelig talt. Horsens bliver nemlig ikke bare centrum for politiske møder, men også for et kulturspækket program, som byder på alt fra debatter og foredrag til kunst og magi-festival.
Arrangementerne løber af stablen i Horsens midtby og på flere af kommunens større institutioner - herunder Forum Horsens, Horsens Bibliotek, FÆNGSLET og Horsens Gymnasium. For de fleste af arrangementerne gælder det, at de løber parallelt med EU-formandskabet fra d. 4.-25. oktober.
Det fulde program offentliggøres i løbet af september og kan ses på www.euihorsens.dk
Fakta om debataftenen d. 17. september:
Dato: 17. september kl. 19.00-20.45
Sted: Forum Horsens, ATRIUM, Langmarksvej 53, 8700 Horsens
Deltagere: Europaminister Marie Bjerre, europaparlamentariker Niels Fuglsang, chefanalytiker Christine Nissen (Tænketanken Europa). Moderator: journalist Nynne Bjerre Christensen.
Program:
- 19.00 Velkomst v. borgmester Peter Sørensen og moderator
- 19.10 Oplæg: "Hvor står Europa i dag?" v. Marie Bjerre
- 19.25 Oplæg: "EU i kriser - hvordan er det gået, og hvor står vi i dag?" v. Christine Nissen
- 19.40 Paneldebat - Europa i krydspres: Identitet, ansvar og fællesskab i en ny verdensorden
- 20.15 Afrunding og netværk med let forplejning frem til 20.45
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding - tilmelding kan ske her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/cq8uig140i
Arrangementet er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.