Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Horsens' studerende løber mod toppen - bogstaveligt talt

Fredag den 2. maj bliver Campus Horsens fyldt med høj energi, når mere end 100 af byens studerende og elever samles til 'Trappeløb til toppen af Campus Horsens' - et aktivt og sjovt arrangement, hvor de skal bestige alle 17 etager i VIA-bygningens trappeopgang.

30. apr. 2025

Indhold

    Bag arrangementet står Studieby Horsens - en indsats fra Horsens Kommune, der skal styrke Horsens som en attraktiv uddannelsesby med et stærkt studieliv - i samarbejde med VIA University College Horsens og COMUS Fest- og eventudvalg. Eventet er en del af de mange lokale Side Runs, der markerer optakten til Royal Run.

    Alle elever og studerende fra Social- og Sundhedsskolen, Håndværkskollegiet, Erhvervsakademi Dania og VIA er inviterede. De første 100 fremmødte får udleveret en eksklusiv løbe t-shirt, hvorefter dagen skydes i gang med fælles opvarmning og sang, inden deltagerne sendes ud på en cirka 1,6 kilometer lang rute rundt om Campus. Undervejs venter små udfordringer og konkurrencer - og til sidst kulminerer det hele i det store trappeløb til toppen, hvor udsigten (og pulsen) er i top på 17. etage.

    Samarbejde om et stærkt studieliv i Horsens

    Arrangementet er resultatet et nyt og stærkt samarbejde mellem Studieby Horsens, VIA University College og COMUS Fest- og eventudvalg. På VIA Campus Horsens er der stor opbakning til initiativet, som både styrker fællesskabet og bygger bro mellem byens uddannelsesmiljøer.

    Stine Holm Palmelund Klejstrup, Campuspartner på Campus Horsens og tovholder på arrangementet, glæder sig over det brede samarbejde:

    - Fra min stol glæder jeg mig over, at vi kan samarbejde om et event, der skaber opmærksomhed om Royal Run og samtidig åbner Campus Horsens op. Det stemmer godt overens med vores lokale ambitioner om at invitere omverdenen ind på Campus. Samtidig passer det godt til vores ambitioner om at skabe et levende studiemiljø med både stærke faglige tilbud og sociale aktiviteter, som forhåbentlig også kan skabe sammenhængskraft i byen, fortæller hun og tilføjer:

    - Jeg håber først og fremmest, at deltagerne får nogle sjove og hyggelige timer sammen på tværs af uddannelser og institutioner.

    Det er de studerende selv, der er med til at skabe rammerne for eventet. COMUS Fest- og eventudvalg drives af VIA-studerende med formålet om at skabe liv og fællesskaber uden for den almindelige studietid gennem sociale og festlige aktiviteter på tværs af uddannelserne. Helene Riis, medlem af udvalget, fortæller:

    - Vi ser frem til arrangementet med og håber, at de studerende vil tage godt imod initiativet og bakke aktivt op om dagen. Jeg er sikker på, at det bliver en sjov dag fyldt med god stemning! Har byens borgere lyst til at kigge forbi og heppe, er de meget velkomne - det giver virkelig et løft og gør oplevelsen endnu federe for deltagerne.

    Ambitioner for fremtidens studieliv

    Trappeløbet fungerer ikke kun som optakt til Royal Run, der i år løber gennem Horsens den 9. juni - det er også en del af en større indsats i Horsens Kommune, der har fokus på at skabe et levende og attraktivt studieliv i byen. Det handler ikke kun om uddannelser og fysiske rammer, men også om at bakke op om sociale fællesskaber, netværk og aktiviteter, der giver studielivet mere indhold.

    Borgmester Peter Sørensen ser arrangementet som et godt eksempel på, hvordan Horsens Kommune går sammen med uddannelsesinstitutionerne om at udvikle Horsens som studieby:

    - Vi har et bredt og meget varieret udvalg af uddannelser i Horsens Kommune, og med samlingen af en del af dem på Campus har vi også nogle helt unikke rammer for de unge, der tager en uddannelse i Horsens. Det skal være attraktivt at være ung og studere i Horsens, og det bakker vi blandt andet op med et arrangement som løbet her.

    Program for dagen

    Kl. 12.30 - 13.00: Velkomsttale v/Borgmester Peter Sørensen. Udlevering af løbe t-shirts til de første 100 fremmødte.
    Kl. 13.00 - 13.05: Fælles opvarmning.

    Kl. 13.05 - 14.00: De studerende og eleverne løber 1,6 km lang rute rundt om Campus, SOSU og Håndværkskollegiet med sjove konkurrencer og udfordringer undervejs.

    14.00 - 16.30: Fredagsbar for de studerende i "Kontoret" med kolde drikke og mulighed for at slappe af sammen.
     

    Arrangementet vil finde sted i Atriet på VIA Campus Horsens, Banegårdsgade 2, 8700 Horsens.

    Pressen er velkommen til at deltage.

    Fakta om Royal Run

    • Royal Run kommer til Horsens den 9. juni, og som en del af ruten kommer deltagerne på 5 km-distancen til at løbe gennem Campus Horsens.
    • Søndag den 4. maj kl. 10-12 åbner VIA igen dørene op når de inviterer til 'Royal Run Warmup: Trappeløb på VIA' - et gratis og åbent arrangement for alle, der har lyst til at få pulsen op og opleve Campus fra toppen. 
    • Læs mere om dette og de mange andre lokale Royal Run-aktiviteter i Horsens på: horsens.dk/royalrun 

    Vedhæftede filer

    VIA-Horsens-studiemiljoe.JPG
    VIA-Horsens-studiemiljoe-047.JPG