Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Horsens Kommune vinder prisen som Årets Ungdomskommune 2022

DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd har i år uddelt prisen som Årets Ungdomskommune til Horsens Kommune. Horsens udmærker sig som ungekommune ved at give unge mulighed for reel indflydelse på de politiske beslutninger, der har og får indvirkning på dem selv og kommende generationer.

31. jan. 2022

Indhold

    DUF's forkvinde, Christine Ravn Lund (yderst til højre) sammen med en del af Horsens Kommunes ungeråd, som modtog prisen på Horsens Kommunes nye ungekulturhus, Platform K. Foto: Hanne Nielsen

    I sidste uge blev Horsens Kommune kåret som Årets Ungdomskommune 2022.

    Det er DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd, der står bag prisen, som hvert år uddeles til den kommune, der gør noget helt særligt for det gode ungdomsliv i kommunerne.

    Foruden retten til at kalde sig Årets Ungdomskommune 2022 vinder Horsens Kommune også 10.000 kroner, der er øremærket ungeområdet.

    Dommerpanelet har lagt vægt på, at Horsens Kommune gennem flere år har arbejdet med og for unge. Kommunen har eksempelvis et velfungerende ungeråd, der inddrages i flere af byråds beslutningsprocesser, og som har reel mulighed for at sætte et præg på deres kommune. Det er også ungerådet, der står bag indstillingen.

    Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF og en del af årets dommerpanel, håber, at flere kommuner vil finde inspiration til ungeinddragelse hos Horsens Kommune.

    - Hvis man vil have en god og meningsfuld ungeinddragelse, så skal vi unge sidde med ved beslutningsbordet. Horsens Kommune har med handling vist, at de tager ungeinddragelsen alvorligt. De har skabt rammerne for, at unge ikke blot bliver hørt, men også får konkret indflydelse på de politiske beslutninger i kommunen, siger hun.

    Det særlige ved ungeindsatsen i årets vinderkommune er, at Horsens Kommune ikke kun spørger unge til råds, når politikken handler direkte om dem og deres hverdag, men også om en lang række emner, der kan kræve et ungeperspektiv, som eksempelvis rusmiddelpolitik, klima, infrastruktur mv.

    - Det er enormt positivt, at man i Horsens Kommune prioriterer også at inddrage unge i politik, der rækker ud over ungeområdet. Unge ser typisk verden og dagligdagen fra et lidt andet synspunkt end generationerne, der er ældre end dem. Her er Horsens Kommune en stærk foreningsgangskommune for, hvordan man ikke kun får unge inddraget i beslutningsprocesserne, men også hvordan ungdommens visioner kan føres til handling, lyder det fra Christine Ravn Lund.

    Derudover vinder Horsens Kommune prisen som Årets Ungdomskommune for over en bred vifte at arbejde med at forbedre forholdene for unge i kommunen. Særligt har man åbnet Platform K, der er et nyt ungekulturhus i Horsens, hvor prisoverrækkelsen også fandt sted.

    Tæt på sejren flere gange

    At Horsens er udnævnt til Årets Ungdomskommune 2022 vækker stor glæde hos borgmester Peter Sørensen.

    - Vi har efterhånden været tæt på at vinde prisen nogle gange, og det er selvfølgelig en kæmpe tilfredsstillelse, at det nu lykkes. Vi har gennem flere år i tæt samarbejde med vores unge arbejdet målrettet med indsatser, så vores unge får reel politisk indflydelse og bliver hørt, siger Peter Sørensen og fortsætter:

    - Samtidig har vi arbejdet målrettet på at skabe endnu bedre rammer for et stærkt og aktivt fritids- og foreningsliv for vores unge, ligesom vi gennem mange år har haft fokus på at gøre Horsens til en endnu stærkere studieby. Det betyder, at Horsens er blevet en kommune, hvor unge har masser af muligheder for uddannelse, job og medbestemmelse og ikke mindst for at dyrke fællesskaber.