Horsens Kommune er blandt landets bedste til at hjælpe unge i gang med en erhvervsuddannelse
Et unikt samarbejde mellem folkeskoler, erhvervsuddannelser og virksomheder betyder, at flere unge i Horsens Kommune starter på en uddannelse som mekaniker, SOSU-hjælper eller smed.
)
Som én af de eneste kommuner i landet lykkes det i Horsens at få flere unge til at starte på en erhvervsuddannelse end forventet.
Således starter 25,5% af de unge i Horsens Kommune på en uddannelse som tømrer eller tjener, når de har afsluttet 9. klasse. Det er langt flere, end man kan forvente, når man ser på sammensætningen af unge ud fra blandt andet køn, karakterer og forældrenes uddannelse.
Dermed trodser Horsens Kommune en nedadgående tendens, hvor langt færre unge i dag starter på en erhvervsuddannelse. I nogle kommuner er tallet således nede på kun 5%.
Det viser tal fra en ny undersøgelse, som tænketanken DEA har foretaget.
Tradition for samarbejde
Formand for Skole-, Unge- og Uddannelsesudvalget i Horsens Kommune, Lisbeth Torfing, glæder sig over tallene - men er ikke overrasket.
- I Horsens Kommune har vi en lang og stærk tradition for samarbejde mellem folkeskoler, ungdomsuddannelser og vores lokale virksomheder. Det gør, at flere unge får øjnene op for de muligheder, en erhvervsuddannelse giver. Det er vigtigt lige nu, hvor mange brancher efterspørger lige præcis den type arbejdskraft.
Samarbejdet er blandt andet organiseret i indsatsen Samspil, som er helt unik for Horsens Kommune. Formålet er at klæde de unge på til at vælge lige netop den uddannelse, der matcher den unges drømme og potentiale.
Helt konkret indebærer Samspil, at alle elever fra 0.-9. klasse hvert år møder og lærer om en bred vifte af uddannelser og jobs. Det sker blandt andet gennem praktikker og besøg hos lokale virksomheder og ungdomsuddannelser.
Som noget nyt har de unge mulighed for at blive undervist direkte på byggepladsen, idet Dansk Industri i samarbejde med Learnmark Horsens, VIA University og Nordstern (tidligere Casa) og Horsens Kommune har etableret Byggeboxen ved det nye håndværkskollegium i Horsens. Her præsenteres de unge for de forskellige teknologier og håndværksfag, som indgår på en moderne byggeplads.
Fakta
Samspil i Horsens Kommune