Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Horsens hejser flaget for Danmarks udsendte

For 18. år i træk inviterer Horsens Kommune og De Samvirkende Soldaterforeninger veteraner, pårørende og borgere til Flagdag for Danmarks udsendte.

01. sep. 2026

Indhold

     
     

    Når flaget går til tops over Horsens lørdag den 5. september, er det for at markere og anerkende de danske veteraner og udsendte.

     

    Flagdagen er en årlig anledning til at takke de danske soldater, der gennem tiden har været udsendt på internationale missioner, og til at anerkende deres familier, som også har været en del af livet med en udsendt. Samtidig mindes vi de soldater, der mistede livet, mens de var udsendt.

     

    En dag med betydning for veteranerne
    I år står Nicholas Østergaard, næstformand i Danmarks Veteraner - Lokalforening Østjyderne, for koordineringen af Flagdagen i Horsens.

    - Flagdagen er vigtig, fordi den samler veteraner og deres familier om noget, de har til fælles. Der står mennesker og familier bag de soldater, vi sender ud, og derfor handler dagen også om mere end selve udsendelsen. Det handler om at huske, anerkende og sige tak.

    En vigtig tradition i Horsens
    For formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget Michael Nedersøe er Flagdagen blevet en fast og betydningsfuld tradition i Horsens:

    - Jeg ser hvert år frem til Flagdagen, og jeg er glad for, at vi for 18. år i træk kan hejse flaget for vores veteraner og udsendte. Det er en dag, hvor vi viser vores respekt og taknemmelighed for den indsats, de har ydet på Danmarks vegne.

    For Michael Nedersøe er Flagdagen ikke kun en anledning til at se tilbage. Den har også en særlig betydning i en tid, hvor Danmarks sikkerhed og forsvar igen fylder mere i den offentlige debat:

    - I en tid, hvor sikkerhed og forsvar igen fylder meget i vores samfund, er det vigtigt, at vi husker dem, der gennem årene har været sendt ud for at løse opgaver på Danmarks vegne. Flagdagen er en mulighed for at stoppe op og anerkende både veteranerne og deres familier.

     

    Flagdagens program

    Kl. 08.00 - Flaghejsning
    Flaghejsning ved mindesmærket på havnen ved Åboulevarden 129, Horsens.

    Formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget Michael Nedersøe og Soldaterforeningerne lægger en krans.

    Alle er velkomne.

     

    Efter flaghejsningen er der kaffe og rundstykker på Horsens Rådhus, Chr. M. Østergaards Vej 4, for

    tilmeldte.

     

    Kl. 18.45 - Nedtagning af flag

    Alle er velkomne.

     

    Efter nedtagningen af flaget samles veteraner til kaffe og foredrag i Hjemmeværnets lokaler på Ove Jensens Allé 35, Horsens.

     

    Pressen er velkommen til at deltage.

     


     

    Vedhæftede filer