Horsens Byskole åbner kreativ linje for udskolingselever: Nu kan du vælge kunst, musik og teater som linjefag
Udskolingseleverne på Horsens Byskole afd. Fussingsvej kan se frem til et helt unikt tilbud. Fra næste år kan de nemlig få lov til at dyrke deres kreative interesse i skoletiden, når Horsens Byskole åbner for Kulturprofilen. Her kan eleverne vælge enten kunst, musik eller teater som linjefag. Tirsdag d. 11. november kan man høre mere om tilbuddet, når skolen holder åbent hus.
Fire lektioners kunst, teater eller musik om ugen - med professionelle kunstnere i spidsen. Sådan kan virkeligheden komme til at se ud for de ældste elever på Horsens Byskole afd. Fussingsvej, som fremover får mulighed for at sætte deres eget særlige præg på skoleskemaet.
Fra næste skoleår åbner linjen Kulturprofilen nemlig, og det giver udskolingseleverne mulighed for at vælge et kreativt linjefag i enten kunst, teater eller musik.
Åbningen af Kulturprofilen begejstrer skoleleder på Horsens Byskole afd. Fussingsvej, Katja Andersen:
- Det er fantastisk, at vi nu kan invitere til åbent hus og præsentere Kulturprofilen - et nyt og spændende tilbud til udskolingseleverne, hvor kultur og kreativitet bliver en naturlig del af skoledagen. Her får de mulighed for at udvikle sig både kreativt og personligt i samarbejde med nogle af byens stærkeste kulturinstitutioner - og i et fællesskab med andre elever, der deler samme kreative interesse. Det glæder jeg mig helt enormt til at følge.
Kulturprofilen er for alle - og handler om mere end kreativitet
Kulturprofilens tre linjefag har alle kreativiteten, kunsten og kulturen som omdrejningspunkt. Alligevel handler det nye tilbud om mere end dét - det fortæller Helene Engelund, der er leder af Billedskolen Horsens, og som samarbejder med byskolen om den nye profil.
- På Kulturprofilen handler det ikke om at lave det "perfekte", men om at være nysgerrig, turde eksperimentere og finde nye udtryk - sammen med andre jævnaldrende, der deler samme interesse som en selv. Eleverne får ikke karakterer i linjefaget, men lærer i stedet at reflektere kritisk - for her er der ikke noget rigtigt eller forkert, og processen er vigtigere end resultatet. Det miljø er helt ideelt for elevernes kreative udvikling, der ellers kan blive bremset af en stræben efter det perfekte resultat.
Netop miljøet er én af de ting, der adskiller linjefagene fra de øvrige fag på skoleskemaet. Undervisningen i linjefagene foregår nemlig primært på Kulturstationen, hvor Horsens Kommunes kulturskoler har hjemme.
Ud over Billedskolen Horsens er også Musik- og Balletskolen og teaterskolen Komediehuset med i samarbejdet, og det er undervisere herfra, der - sammen med lærere fra Horsens Byskole - planlægger undervisningen.
Fælles for de tre linjefag er, at alle kan være med. Undervisningen tilrettelægges efter den enkelte elevs evner og erfaring, og det kræver derfor hverken forudgående kendskab til faget eller en optagelsesprøve.
Noget kultur- og eventchef i Horsens Kommune, Lasse Schuleit, glæder sig over:
- Med en ambition om at være landets førende kulturkommune, udvikler vi hele tiden på nye initiativer, der sætter kunsten og kulturen i spil. Vi har et helt særligt fokus på børn og unges møde med kunst og kultur - det er noget, vi mener alle børn og unge har både ret til og brug for. Derfor glæder det mig, at vi nu søsætter endnu et initiativ, som styrker det møde - et initiativ hvor de unge ikke kun er publikum, men aktive medskabere og deltagere.
Kulturprofilen bygger ovenpå det samarbejde, der allerede findes mellem Kulturstationen og Horsens Byskole, hvor man på afd. Kildegade tilbyder såkaldte kulturfag - eller K-fag - i løbet af skoletiden.
Åbent hus tirsdag d. 11. november
Tirsdag d. 11. november kan alle interesserede høre mere om Kulturprofilen, når Horsens Byskole afd. Fussingsvej inviterer til åbent hus sammen med kulturskolerne.
Her kan man møde både lærere og samarbejdspartnere, høre om de tre kreative linjefag og få svar på eventuelle spørgsmål.
Programmet starter kl. 17.00 og der vil blive serveret aftensmad for hele familien. Har man yngre søskende er de velkomne også - skolens craft-værksted, et kreativt sysleværksted, er åbent og bemandet med skolens voksne i løbet af aftenen. Tilmelding kan ske på https://horsensbyskole.aula.dk/kulturprofil-0.
Pressen er velkommen til at deltage.
Fakta om Kulturprofilen
· Et nyt tilbud for udskolingselever, hvor kreativitet er en fast del af skoledagen. Linjen bygges op ét år ad gangen, hvilket vil sige, at 7. årgang bliver den første på profilen
· Som elev på Kulturprofilen vælger man et linjefag i enten kunst, musik eller teater og har fire ugentlige lektioner i det valgte fag. Undervisningen foregår på Kulturstationen
· Den øvrige undervisning foregår på Horsens Byskole afd. Fussingsvej, hvor man indgår i en almindelig klasse og har de samme fag, som de øvrige elever
· Kulturprofilen afsluttes i 9. klasse med en studietur til en kulturel storby