Horsens Bibliotek holder lukket i fire uger, inden det åbner i Midten den 30. november
100.000 bøger og andre materialer skal flyttes fra Tobaksgården til Midten i det tidligere rådhus i Horsens. Det kræver masser af flyttekasser og tid til at få pakket bøger ned og op, og derfor holder Horsens bibliotek lukket fra mandag den 2. november og indtil den 30. november.
Et småbørnsbibliotek med plads til leg, et multiværksted og en stor foredragssal er nogle af de ting, horsensianerne kan glæde sig til i Midten - Horsens' nye mødested - hvor bl.a. Horsens Bibliotek åbner den 30. november.
Her får bøgerne selskab af blandt andre Borgerservice og Sund By. Huset får også mødelokaler, et værksted og en stor foredragssal, som giver borgere og foreninger nye muligheder for at mødes og lave aktiviteter sammen.
- Det bliver jo et hus med mange forskellige funktioner og ikke kun et bibliotek. Det giver horsensianerne mulighed for at mødes i flere forskellige sammenhænge - og så åbner det op for, at vi kan afholde nogle andre arrangementer i huset, end da vi sad på forskellige adresser. Det glæder vi os meget til, siger Pia Andersen, event- og flyttekoordinator på Horsens Bibliotek.
Samtidig er håbet, at den nye centrale placering betyder, at flere får øjnene op for litteraturen og bibliotekets arrangementer.
Et nyt bibliotek for de yngste
For børnefamilierne bliver Betteteket et af de nye steder at gå på opdagelse. I den tidligere byrådssal åbner et bibliotek for de 0-6-årige og deres voksne, hvor bøger og fortællinger bliver kombineret med leg og bevægelse. Her kan børnene blandt andet kravle i et edderkoppespind og hinke på en hugorm.
Genbrugsmøbler og en sofa med tekstilrester
En stor sofa bliver produceret til Midten med polstring af tekstilrester indsamlet fra borgere i Horsens Kommune. Tekstilresterne er neddelt til stykker på omkring to gange to centimeter og bliver brugt som fyld i sofaens hynder.
Mange af husets øvrige møbler bliver også genbrugt. Nogle flytter direkte med, mens andre er sat i stand og har fået nye farver, så de passer til huset.
100.000 materialer skal have ny adresse
Inden dørene til det nye bibliotek kan åbnes, skal omkring 100.000 bøger og andre materialer flyttes. Flyttefolkene får tre uger til at pakke dem ned og køre dem til Midten. De fire ugers lukning skal også give bibliotekets medarbejdere tid til at sætte samlingen på plads og gøre de nye lokaler klar til åbningen.
Biblioteket åbner mandag den 30. november klokken 7 på J. Chr. Juliussens Vej 10. I løbet af dagen bliver åbningen fejret med rundvisninger, talks og forskellige kulturindslag.
Fakta om lukningen
- Bibliotekerne i Brædstrup, Østbirk, Hovedgård, Gedved, Søvind og på Endelave kan fortsat bruges som normalt.
- Afleveringsfristerne for materialer lånt på Horsens Bibliotek bliver forlænget til 7. december. Fjernlån fra andre biblioteker beholder deres normale frist og kan afleveres i bogindkastet ved hoveddøren i Tobaksgården.
|
|