Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Horsens’ nye fælleshus får navnet Midten

Når byens nye hjemsted for bl.a. Horsens Bibliotek, Borgerservice og Sund By slår dørene op til november, bliver det under navnet Midten. Den store opbakning til navnekonkurrencen har resulteret i mere end 850 kreative forslag fra horsensianerne.

11. jun. 2026

Indhold

     
     

    Når horsensianerne fra efteråret har et ærinde på biblioteket, Borgerservice eller i Sund By, kan de mødes i Midten. Det er navnet på byens nye fælleshus, som åbner i det tidligere rådhus til november.

     

    I samarbejde med Horsens Folkeblad udskrev Horsens Kommune i maj en stor konkurrence, hvor horsensianerne kunne sende deres forslag til navne ind. Det blev til mere end 850 kreative bud, som en sammensat jury skulle bedømme.

     

    - Jeg er virkelig imponeret over den kreativitet og opbakning, vi har mødt. Og jeg synes, at navnet Midten er det helt rigtige. Huset bliver et nyt samlingssted for horsensianerne midt i byen, og et sted, hvor vi alle sammen - store som små, unge som gamle - kan mødes på midten og bl.a. dyrke nogle af alle de fantastiske fællesskaber, som er så kendetegnende for Horsens, fortæller borgmester Peter Sørensen.

     

    Midt i byen og fællesskabet

    Midten åbner den 30. november, og herefter kan horsensianerne glæde sig til at besøge det nye fælleshus, når de skal på biblioteket, hente nyt pas på Borgerservice eller deltage i frivilligheds-aktiviteter i Sund By.

     

    Huset kommer også til at rumme mødelokaler, værksted og en stor foredragssal, som kan benyttes af byens borgere og foreninger.

     

    Allan Malver, chef for Bibliotek, Borgerservice og Fællesskaber i Horsens Kommune, er glad for, at valget faldt på Midten:

     

    - Navnet er enkelt, stærkt og let at huske, samtidig med at det peger på husets rolle som et åbent og samlende sted midt i byen og i fællesskabet. En stor tak til vores jury, som var fantastisk engagerede i at finde det bedste navn blandt de indkomne forslag.

     

    Juryen bestod af Peter Sørensen (borgmester), Stine Eskildsen (redaktør på Horsens Folkeblad), Per Hansen (partner i M+), Maria Engberg Stier Sørensen (frivillig i Sund By og på Horsens Bibliotek), Siddharth Dahiya (medlem af Kulturgruppen i Sund By), Anna Bertelsen og Anna Warming (medlemmer af børnebogklubben på Horsens Bibliotek) og Magnus Ratje (børneborgmester).

     

    Vinderen af konkurrencen har fået direkte besked - og en flot præmie i form af en kæmpe kulturpakke til en samlet værdi af over 6.500 kr.

     

    Om byens nye fælleshus, Midten

    • Huset åbner den 30. november 2026 med en stor åbningsfest.
    • Midten bliver rammen om byens bibliotek, Borgerservice, Sund By, Center for Kommunikation og Teknologi samt Din Indgang.
    • Adressen bliver fremover J. Chr. Juliussens Vej 10.