Horsens – hvor vil I hen?
Horsens Kommune inviterer til Topmøde, hvor lokale aktører og interesserede borgere kan sætte sit aftryk på fremtidens kommune
)
Vær med til at sætte aftryk på, hvordan den fysiske udvikling af Horsens Kommune fremadrettet skal ske. Sådan lyder invitationen til et Topmøde 2. marts. Foto: Horsens Kommune
Af Rikke Schjøtz Jensen
Hvordan sikrer vi, at Horsens Kommune fortsat er et attraktivt sted at bo, uddanne sig, arbejde, opleve og leve? Det spørgsmål sætter Horsens Kommune til debat, når der lørdag den 2. marts 2019 kl. 9-13 afholdes Topmøde i Snedkeriet på Fængslet, Fussingsvej 8, Horsens.
"Det går rigtig godt i Horsens Kommune, og det kan vi mærke på mange parametre. Flere borgere vælger at flytte til kommunen, erhvervslivet udvikler sig positivt, og kommunens byer ændrer udseende og form. Det er positivt, men udviklingen forpligter også til omtanke og omhu i forhold, hvordan vi fysisk udvikler fremtidens Horsens Kommune", siger borgmester Peter Sørensen.
Derfor inviterer kommunen en lang række lokale aktører fra bl.a. organisationer, foreninger, erhvervs- og kulturliv samt interesserede borgere til Topmøde, hvor overskriften lyder: Horsens - hvor vil I hen?
På mødet får deltagerne mulighed for at sætte sit aftryk på fremtidens kommune. Formålet med Topmødet er at få vigtig viden og holdninger fra lokale aktører og borgere til, hvordan den fysiske udvikling og bosætningen i Horsens Kommune fremadrettet skal være.
På mødet vil der være inspirerende oplæg og workshops med debat. Kommunen vil gerne udfordres og inspireres med input til tre temaer:
A: Den rekreative kommune: Hvordan sikrer vi naturen og rekreative tilbud i en hurtigt voksende kommune?
B: Den bæredygtige kommune: Hvordan håndterer vi de nødvendige klimatilpasninger og måske vender dem til potentialer for ny natur, byliv m.m?
C: En kommune, man gerne vil flytte til: Hvad gør Horsens Kommune attraktiv for tilflyttere?
De forskellige input fra Topmødet vil blive taget med i arbejdet, når Horsens Byråd i 2019 skal tage stilling til den overordnede ramme for kommunens fremtidige fysiske udvikling og bosætning.
Interesserede borgere kan tilmelde sig på planogby@horsens.dk. Ved tilmelding skal man skrive, hvilke to temaer (A,B,C) man gerne vil deltage i workshops om. Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding sker derfor efter "først-til-mølle"-princippet.
Dørene åbnes kl. 8.45, hvor der er morgenbrød.
Læs mere om baggrunden for Topmødet her: