Giv agt, ædle horsensianere: Kongen er på vej
Det vil ej forløbe i stilhed, når Horsens Middelalderfestival slår portene op den 30. og 31. august.
Tag familien, vennerne og naboerne under armen og drag afsted mod Fængslet den sidste weekend i august, når Horsens Middelalderfestival endnu engang står ret med flagkastere, ulvehunde, gøglere, ildshows, masser af boder, et helt nyt område kaldet 'Håndværkernes Lejr' - samt som noget helt særligt: Et kongeligt taffel i riddersalen.
Horsens Middelalderfestival 2024 sætter i år fokus på de adeliges liv i middelalderen. Når middelalderens konger og deres hof drog rundt i landet, blev de byer, de besøgte meget påvirkede. Alle forrådskamre blev tømt, mandskab og underholdning stillet til rådighed og byen var på den anden ende for at opvarte kongen. Når byens ressourcer var udtømt og underholdningen slap op, rejse hoffet videre til næste by.
- Det er et meget spændende tema og relevant tema, der er på årets middelalderfestival. Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele kommer til at udfolde sig. Hvem ved, hvad en middelalderkonge kan finde på, når først festlighederne går i gang?, lyder det fra borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.
Læs mere om årets særarrangement lige her: https://middelalderfestival.dk/program/riddersalen-2024/
Nyt område med fokus på håndværk i middelalderen
I år har festivalen desuden et særligt fokus på håndværkets forskellige discipliner i middelalderen. I det nye område Håndværkernes Lejr kan du blandt andre møde snedkeren, smedjen og skomageren, der fortæller om deres håndværk.
Kig forbi børnesmedjen, hvor børn blandt andet kan få lov at prøve kræfter med hammer, ambolt og blæsebælg, besøg de dygtige håndværkere, der snitter lanterner og legetøj af bøg, ask og grantræ, farv stof med plantefarve og snit din egen skrivefjer.
Derudover er der som vanligt storslåede ridderturneringer, fantastiske ildshows, et væld af middelalderboder, masser af musik, et område dedikeret til børnefamilier med aktiviteter, dyr, legetøjsvåben og pandekager, du kan se alkymisterne fremstille alkohol på det ældste destillationsapparat, der er fundet i Nordeuropa og meget, meget mere.
Alle er velkomne til en weekend i middelalderens tegn fredag den 30. august og lørdag den 31. august på FÆNGSLET.
Særtilbud for daginstitutioner og hjemmepassere
Traditionen tro bliver alle kommunale og private dagtilbud samt hjemmepassere inviteret ind i Børneområdet Buen på festivalpladsen fredag den 30. august fra klokken 9-12 inden Horsens Middelalderfestivals officielle åbning finder sted samme eftermiddag.
Institutionsformiddagen er til for at give byens yngste borgere mulighed for at opleve middelalderstemningen inden det hele går løs.
Til institutionsformiddagen kan I gå en tur rundt i Børneområdet Buen og se på dyr, lege med middelalderligt legetøj, høre historier, se gakkede gøglerier og spise en medbragt madpakke.
Festivalen åbner officelt fredag den 30. august klokken 16, og samme dag klokken 17 kan du opleve Horsens Middelalderfestivals store åbningsoptog.
Klokken 17.30 er der åbningstale ved borgmester Peter Sørensen i Ridderarenaen.
Hele programmet kan ses lige her: https://middelalderfestival.dk/program-2024/