Fortsæt på løbebåndet trods demenssygdom
Fysioterapeut starter træningshold for personer med demens i fitnesscenter.
)
På træningsholdet kan man komme som man er og få et træningsprogram, der passer til netop det, man har brug for og lyst til, siger Heidi Basse Nielsen.
Af Mette Pamperin Rasmussen
Kom og træn din krop og hukommelse på et lille hold i fitnesscenter. Sådan lyder et nyt tilbud til borgere, der har begyndende demenssygdom.
-Hvis man har været vant til at gå i fitnesscenter, at løbe eller cykle, men sygdommen gør, at man ikke længere er tryg ved det. Så kan man komme og være med på holdet og fortsætte med at træne, som man altid har gjort, siger fysioterapeut i Horsens Kommune, Heidi Basse Nielsen.
Som flereårig træner for borgere med demenssygdom i træningssale på kommunens plejecentrene, starter hun nu i samarbejde med Fit&Sund i Brædstrup træningstilbuddet "Motion er min medicin" i centrets lokaler.
Holdet henvender sig til borgere med MCI (mild cognitiv impairment), begyndende demens, parkinson eller lign., som vil træne krop og hukommelse, samtidig med at have det sjovt sammen med andre medlemmer. Træningen består af opvarmning, konditionstræning på træningsmaskiner, som bliver tilpasset den enkelte deltager og derefter samtale og hygge på holdet.
- Vi skaber et frirum, hvor der er lagt vægt på både det fysiske, det kognitive og det sociale. Netop de ting, som har størst mulig betydning for livskvaliteten. Undersøgelser viser, at både ganghastighed og hukommelse bliver bedre af fysisk træning. Man behøver ikke at have trænet før for at komme med på holdet - træningen tilrettelægges til den enkelte, og det er aldrig for sent at styrke sine muskler, siger Heidi Basse Nielsen.
Træningen foregår fredage fra kl. 12-14 i Fit&Sund i Brædstrup. Interesserede, der gerne vil deltage eller høre mere om træningen, kan kontakte Heidi på mail: hban@horsens.dk. Eller ringe til demens-hotline 76 29 37 20 alle hverdage mellem 12.30-13.30.
I Danmark er er 36.000 diagnosticerede borgere med demens, men man regner med, at det reelle antal er omkring 89.000.
IMG_3292.JPGIMG_3293.JPG