Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Domea Horsens har nu fået grønt lys til at bygge almene boliger på Brahesbakke

Horsens Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg har godkendt Domea Horsens som bygherre af 40 almene familieboliger i Bygholm Bakker

24. jan. 2019

Indhold

    De almene boliger bliver fordelt på syv bygninger, der vil variere fra to til fire etagers højde. Visualisering: Domea 

    Af Rikke Schjøtz Jensen

    Med en vedtaget lokalplan for Brahesbakke og en udpegning af Domea Horsens som bygherre kan byggeriet af 40 almene boliger sættes i gang i Bygholm Bakker.

    Horsens Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg besluttede mandag d. 21. januar 2019 at godkende Domea Horsens som bygherre på et projekt med 40 almene familieboliger.

    "Det er dejligt, at der er så stor interesse for at bygge i Bygholm Bakker, og at vi med Domeas projekt sikrer, at der også kommer almene boliger i området. Med sammensætningen af ejer-, leje- og almene boliger på Brahesbakke får vi en stor variation af boliger, der appellerer til forskellige borgere, hvilket stemmer overens med vores bosætningsstrategi", siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

    De 40 almene boliger vil blive fordelt på syv bygninger, som varierer fra to til fire etagers højde og med hhv. fire og otte boliger i hver bygning. Boligerne indrettes som tre- og firerums boliger. Samlet set kommer Domea Horsens til at bygge 4000 kvadratmeter bruttoetageareal.

    "Vi oplever generelt stor efterspørgsel efter familieboliger i Horsens og glæder os til at kunne udvide vores udbud af boliger i høj kvalitet. Brahesbakke og hele Bygholm Bakker er et fantastisk naturområde, som ligger i kort afstand fra både by og motorvej. Det giver rigtig god mening, at der også bygges almene boliger i området, og vi er stolte af at være blevet udpeget som bygherre", siger Louise Prahm, projektudviklingschef i Domea.

    Indgår i projekt med 146 boliger

    Med udpegningen af Domea Horsens som bygherre kan boligselskabet nu gå videre med deres projekt.

    "Vi arbejder nu videre med planlægningen af byggeriet og glæder os til at komme i gang med den videre proces", siger Louise Prahm.

    De almene boliger indgår i det samle boligområde på Brahesbakke, der ligger i første række ned til Bygholm Sø. Her skal der bygges i alt 146 boliger, som er en blanding af ejer-, leje- og almene boliger. I området bygger Pædagogernes Pension private lejeboliger, mens Danhaus står for byggeriet af private ejerboliger.

    De almene boliger sammenbindes med de private byggerier. Alle almene boliger får egen terrasse eller altan samt depotrum. I byggeriet er der også tænkt et stort fælles areal ind, hvor der skal være lege-, samlings- og opholdssteder med træer og et stisystem.

    Horsens Byråd skal endeligt godkende sagen på næste møde den 28. januar.