De nordgående spor på Schüttesvej åbner først onsdag morgen
Sætningsskade ved dæmningen på Schüttesvej har vist sig at være større end forventet. Derfor vil de nordgående spor være spærret frem til onsdag den 27. april 2022 kl. 06
Et gammelt sluserør under Schüttesvej har vist sig at skabe større problemer end forventet. Mens det bliver løst, vil Schüttesvej fortsat være spærret for al trafik i de nordgående spor frem til onsdag den 27. april kl. 06.
Bilister skal derfor være opmærksomme på, at der vil opstå kø omkring Schüttesvej og de tilstødende veje særligt i eftermiddagstrafikken.
- Vi har fundet årsagen til sætningsskaderne i de nordgående spor. Der ligger nogle rester af et gammelt sluserør ca. fem meter under jorden og altså under det område, vi tidligere har arbejdet i, da vi lavede den nye sluse. Via det gamle rør er der blevet ledt vand, som får jorden ovenpå til at skride og skabe de sætningsskader, der har været. Vi er nu i gang med at fylde hulrummet med beton, hvorefter vi bygger vejen op igen, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme i Horsens Kommune.
Overvej en anden rute
Da arbejdet har vist sig at være mere omfattende end forventet, er det nødvendigt at fortsætte med lukningen af de nordgående spor, til vejarbejdet er færdigt.
- Det kommer desværre til at gå ud over trafikken et stykke tid endnu, og særligt i eftermiddagstrafikken vil der opstå kø i området. Jeg vil derfor opfordre bilister til at overveje, om de kan køre alternative veje hjem, hvis de normalt kører ad Schüttesvej, siger Allan Lyng Hansen.