Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Deltag i Horsens Teaterfestivals åbningsforestilling

Horsens Teaterfestival er i fuld gang med planlægningen af åbningsforestillingen til årets festival. I 2021 skal åbningsforestillingen skabes sammen med horsensianere i alle aldre. Derfor er festivalen gået på jagt efter en flok skønne mennesker, der har lyst til frivilligt at medvirke i forestillingen 'Ukendt Land', der kommer til at åbne Horsens Teaterfestival i september 2021.

23. apr. 2021

Indhold

    Åbningsforestillingen bliver en danseforestilling, der kommer til at foregå i byrummet. De medvirkende skal være borgere fra Horsens sammen med tre professionelle dansere. Foto: sART Danseteater

    En danseforestilling i byens rum

    Horsens Teaterfestival har bedt koreograf Sofie Christiansen om at lave forestillingen, der har fået titlen 'Ukendt land'. 'Ukendt land' er også temaet for dette års teaterfestival.

    Sofie Christiansen er kunstnerisk leder af sART Danseteater. Hun tager udgangspunkt i moderne dans og mixer med andre stilarter alt efter forestillingens kunstneriske rammer. Åbningsforestillingen bliver en danseforestilling, der kommer til at foregå i byrummet. De medvirkende skal være borgere fra Horsens sammen med tre professionelle dansere.

    'Ukendt Land' er en danseforestilling fuld af mod og drømme, hvor der skal tages chancer og udforskes verdner, vi ikke kender endnu. Det ukendte for dig er ikke nødvendigvis ukendt for din nabo eller den nye dreng i klassen.

    Det er koreograf og kunstnerisk leder af sART Danseteater, Sofie Christiansen, der skal stå for årets åbningsforestilling.

    Både børn, unge, voksne og ældre er meget velkomne
    Festivalen søger derfor horsensianere, der har lyst til at udforske deres eget ukendte land, og være med i en danseforestilling, der er styret af professionelle. Festivalen leder efter både børn, unge, voksne og ældre, som har lyst til at grine og bevæge sig sammen. Deltagerne behøver ikke have nogen erfaring med dans, og man må hjertens gerne tage naboen, børnene, barnebarnet eller veninden med. Der vil blive øvet i to weekender hen over sommeren.

    Søndag d. 2. maj afholder festivalen et infomøde, hvor man kan blive klogere på projektet over en uforpligtende kop kaffe og et stykke kage.

    Infomøde om deltagelse i åbningsforestillingen
    Sted: Horsens Rådhus, Foredragssalen
    Tidspunkt: Søndag den 2. maj kl. 13.00 - 15.00
    Alder: Alle er velkomne

    På grund af Covid-19 restriktioner er det nødvendigt, at man tilmelder sig.

    Man kan læse mere og tilmelde sig på https://horsensteaterfestival.dk/aabningsforestilling/

    Horsens Teaterfestival finder sted d. 17.-19. september 2021 og vil byde på masser af gratis teateroplevelser for børn og unge. Læs mere på www.horsensteaterfestival.dk.

    Vedhæftede filer

    https://horsensteaterfestival.dk/aabningsforestilling/Sofie_headshoot-kopi.jpg160312_sART_Vejfester_0029.jpg